Vi er blevet forældre

Ja… Det er faktisk allerede fire uger siden vi blev forældre! Når man skal passe på et lille pus, er der bare ikke så meget tid til at sidde foran computeren og skrive, for jeg vil meget hellere bruge tid sammen med hende! Det har altså taget en del tid at skrive ned, men lad mig fortælle historien om, hvordan vores lille datter kom til verden :o)

Igangsættelse tirsdag aften

Efter at være gået 6 dage over tiden, blev ventetiden for meget tirsdag d. 9. november. Jeg bad derfor Rolf om at komme tidligere hjem fra arbejde, så vi kunne tage ind til Gentofte og blive sat i gang. Da han kom hjem, ringede jeg til Gentofte og efter lidt kommunikationsbøvl (der var vist kommet en ind, som skulle akut ned på fødegangen og derfor havde de glemt at de skulle ringe tilbage til mig. Ikke den fedeste times ventetid!) var vi på hospitalet ved halv 5-tiden.

Ved 5-6-tiden kom der en jordemoder ind til os. Hun forklarede, hvordan det foregår, når man bliver sat i gang. Så mærkede hun på min livmoderhals og sagde, at den allerede var begyndt at blive blød. Hun lagde en stikpille op bag livmoderhalsen, hvorefter jeg skulle blive liggende en times tid, så stikpillen blev liggende og kunne virke. Imens vi ventede, fik vi lidt smørrebrød som aftensmad. Da vi havde været der en time, tog vi hjem for at sove, og så havde vi en aftale om at komme igen næste morgen kl. 8.30, så de kunne tjekke, hvordan det gik og eventuelt lægge endnu en stikpille op. De sagde i hvert fald, at det var meget normalt, at man som førstegangsfødende fik 2-3 stikpiller, før der skete noget.

Vi var hjemme ved 8-tiden, og så satte vi os og hyggede lidt i sofaen. Ved 10-tiden gik vi i seng, for vi vidste jo, at der var en vis sandsynlighed for, at den lille krudtugle ville komme ud næste dag. Så var det bare med at få sovet! Der gik dog ikke lang tid, før jeg begyndte at få veer. Da klokken blev halv 3, kunne jeg ikke rigtig sove længere, så jeg stod op igen. Jeg gik ind i stuen og så fjernsyn, gik lidt rundt og prøvede at slappe så godt af som muligt, når jeg havde veer. Jeg koncentrerede mig også om at trække vejret roligt med lange indåndinger gennem næsen og puste ud med modstand gennem munden – som min dejlige mor har lært mig. Det var nærmest en form for meditation, og det hjalp rigtig meget. Det blev nemlig lettere at holde veerne ud OG gjorde det muligt at slappe af samtidig, så livmoderen fik god mulighed for at arbejde og udvide sig.

Da Rolf vågnede om morgenen d. 10. november, sagde jeg ”jeg tror vi bliver forældre i dag”. På det tidspunkt havde jeg veer ca. hvert 5. minut, og de varede lige under et minut hver. Man hører jo, at det er der, man skal komme på hospitalet – og det passede heldigvis meget godt med, at vi skulle komme derind kl. halv ni.

På fødemodtagelsen om onsdagen

Efter en køretur hvor Rolf kørte så pænt som han overhovedet kunne, nåede vi frem til Gentofte og afdeling 17 – fødemodtagelsen. Her kom vi ind og blev modtaget af vores konsultationsjordemoder Rikke og hendes jordemoderstuderende Gabriella. Det var rigtig dejligt at se et par kendte ansigter! Vi kom ind på samme stue, som vi havde ligget på om aftenen. Kort efter kom både Rikke og Gabriella ind og undersøgte mig. Livmodermunden var stort set væk – på nær en lille bule bagtil. Det betød, at de var lidt i tvivl om, hvad de egentlig skulle gøre; enten skulle de lægge en ny stikpille op eller også skulle de give mig et lavement for at sætte lidt mere gang i veerne. Efter de havde vendt det med deres kollegaer, valgte de at give mig et lavement. Selve lavementet tømte tarmene ret effektivt plus jeg fik kvalme af lugten og endte med at kaste min morgenmad op. Men så var systemet også tømt og jeg var klar til at fokusere på fødslen.

Efter jeg var kommet ud fra toilettet (det tog et godt stykke tid!) fik jeg de labreste mormortrusser på, med noget der snarere var en ble end et kæmpebind i. Og så fik vi at vide, at det ville være rigtig godt, hvis jeg kunne komme op og gå en tur. Når man er oprejst er der jo lidt ekstra pres på livmodermunden, og så skulle man gerne udvide sig hurtigere. Vi gik derfor en tur udenfor i det fantastiske vejr: kold støvregn! Med jævnlige pauser hvor jeg måtte stå lænet op ad Rolf og stritte med bagdelen (det var nu en gang sådan, det var lettest at håndtere smerterne) kom vi stille og roligt ned til kiosken midt på hospitalets område. Her købte vi en gang franske mandler og dronningemandler og gik derefter tilbage mod fødemodtagelsen.

Da vi kom tilbage, lagde jeg mig ret hurtigt op på sengen igen, så jeg kunne slappe af. Herefter er jeg ikke helt sikker på den præcise rækkefølge af, hvad der skete. Jeg tror Rikke kom ind og kiggede til os, og vi fik en gang frokost i form af varmt andebryst, kartofler og salat. Jeg kunne næsten ikke spise noget, og der gik da heller ikke mange timer før jeg kastede maden op igen. Det må have været min krops måde at gøre sig klar til fødslen. Jeg koncentrerede mig om at trække vejret og slappe af, når jeg havde veer, og imellem veerne faldt jeg mere eller mindre i søvn. Og så gav jeg Rolf strenge ordrer om, at han ikke måtte spise de mandler, vi lige havde købt. Det larmede nemlig afsindigt meget, når han tyggede ;o)

Kl. 13.25 kom Rikke og Gabriella ind og mærkede på min livmodermund. Jeg var nu 4 cm åben og dermed i aktiv fødsel. Fostervandet var ikke gået endnu, så Rikke prikkede hul på fosterhinden med noget, der mest af alt lignede en forvokset hæklenål. De sagde, at fostervandet var svagt lysegrønt, hvilket betyder, at den lille dame har haft afføring inde i min mave. Det kan være et tegn på, at barnet er stresset, men når farven var så svag, var det et godt stykke tid siden, så det var ikke farligt.

Efter de havde taget vandet, tog veerne til i styrke – hvilket var hele pointen med at tage vandet! Det begyndte at gøre rigtig ondt over lænden, og veerne blev sværere at holde ud. Jeg fik derfor tilbud om enten at få lagt akupunktur eller steriltvandspabler for at smertelindre. Valget faldt på steriltvandspabler, som betyder, at man sprøjter en lille smule sterilt vand ind under huden, der hvor det gør ondt. De kaldes også bistik, for det gør pisse fucking ondt at få dem lagt. Til gengæld sender kroppen så en masse endorfiner til området for selv at smertelindre. Smart! Jeg skreg af smerte, da vandet blev sprøjtet ind, men det hjalp og gjorde det lettere at udholde smerten over lænden. Derudover hjalp dejlige Rolf også rigtig meget ved at holde hånden på lænden og trykke imod, når jeg havde veer. Han kom også med kolde klude til at lægge på min pande, hvilket var rigtig rart. Jeg tror ikke helt han følte, at det var den store hjælp, men det var uvurderligt at have hans støtte! Bare visheden om, at han var der, gjorde mig tryg, så jeg bedre kunne klare veerne.

I løbet af eftermiddagen begyndte smerterne at blive rigtig svære at holde ud kun med brug af vejrtrækning, steriltvandspabler og modtryk på lænden. Rikke sagde derfor, at jeg nok snart skulle ned på fødegangen. Efter hvad der føltes som en evighed, kom der derfor en jordemoder Louise op fra fødegangen for at tage os med derned. Jeg gætter på, at det må have været lidt efter 4, hvor der er vagtskifte. Rikke og Gabriella kom også lige ind på stuen og gav hånd og sagde pænt farvel.

På fødegangen sent onsdag eftermiddag

Der er en lang gang fra fødemodtagelsen til fødegangen, og den tur fik jeg selv lov til at gå. Igen er pointen, at barnets tryk skal få livmodermunden til at åbne sig yderligere. Det foregik sådan, at Louise kørte den seng, jeg havde ligget i, og så gik jeg bagved og holdt fast i fodenden. Når jeg så fik veer, kunne jeg læne mig ind over fodgærdet (er der overhovedet noget der hedder det?), så det var lettere at holde veerne ud. De gange vi har været til konsultation hos Rikke, har jeg set nogle få kvinder med veer, der har gået ned mod fødegangen. I forhold til dem synes jeg, at jeg gik forholdsvis stærkt og umiddelbart havde mere overskud. Fx skulle vi forbi et sted med døre ud til kulden på begge sider. Der var en ve på vej, men jeg holdt den nede til vi var kommet forbi, så jeg ikke skulle stå i døråbningen og fryse samtidig med, at jeg havde veer. Det synes jeg da egentlig selv er meget godt gået :o)

Da vi kom ned på fødestuen fik jeg sat akupunkturnåle i lænden for at smertelindre. Jeg fik at vide, at jeg godt kunne ligge på nålene, men da jeg prøvede, stak de bare. Ud med dem igen! Rolf siger godt nok, at jeg nærmest kastede mig ned på ryggen og at det måske ikke var så underligt, at det gjorde ondt. Bah! Hvad ved han? Han har jo ligesom aldrig prøvet at have veer :oP

Akupunkturen virkede altså ikke, og jeg havde ikke voldsomt meget lyst til at få lagt nye steriltvandspabler. Veerne gjorde ondt nok, så jeg havde ikke behov for at påføre mig selv mere smerte. Til gengæld fik jeg så en maske med lattergas, og det var et hit! Jeg havde det som om jeg havde en gedigen kæp i øret. Altså, veerne gjorde sådan set stadig ondt, men når jeg fik lattergas blev jeg så skæv, at jeg blev ligeglad. God opfindelse!

Man må godt række tunge når fotografen driller!

Efter jeg fik masken med lattergas i hånden, følte jeg, at jeg fik kontrollen igen. Det er egentlig lidt paradoksalt, for i virkeligheden var jeg ret langt væk og havde meget lidt kontrol over min krop, når jeg havde masken for munden. Men det var vel også lidt meningen. Under alle omstændigheder blev det langt lettere at holde veerne ud. I hvert fald lige indtil jeg begyndte at få pressetrang. På trods af lattergassen føltes det som en meget voldsom og stort set uimodståelig trang til at presse. Jeg ved, at man helst ikke skal presse med, før man er helt åben, for så kan man gøre ret slem skade på sig selv, dvs. man kan briste i underlivet. Det var både svært og særdeles ubehageligt at lade være med at presse med. Rolf fik også klemt sine fingre pænt meget, mens jeg prøvede at holde imod. Jeg fik også konstateret, at man altså ikke kan gispe med en maske for munden. Men det hjalp alligevel lidt at gispe (med uden maske), for man kan nemlig ikke presse, når man gisper. Når man skal presse et barn ud, presser man på samme måde, som når man skal lave stort, og det kan man sjovt nok heller ikke, medmindre man holder vejret. Smart, ikke?! ;o)

Jeg sagde til Louise, at jeg havde haft pressetrang under to veer. Hun sagde, at det da også var et godt stykke tid siden, de havde tjekket, hvor meget jeg havde åbnet mig. Så hun tjekkede og sagde, at jeg faktisk var 9 cm åben. Det var ret fedt at få at vide, for det betød, at der nok ikke var så lang tid igen. Hun sagde dog, at jeg stadig skulle holde lidt igen og prøve at gispe, når jeg fik pressetrang. Heldigvis gik der ikke ret lang tid, før hun sagde, at jeg gerne måtte presse med, hvis jeg følte trang til at presse.

Da den næste ve kom, hvor jeg fik pressetrang, pressede jeg naturligvis med. Der gik ikke lang tid, før hun sagde, at det lille pus havde samme hårfarve som sin far. Hun sagde også, at det gik rigtig godt. Efter nogle få veer kunne jeg mærke, at hovedet kom ud. Jeg kunne presse 2-3 gange i hver ve, og da der stadig var lidt ve tilbage, pressede jeg til og smut, så var hun ude! Kl. 17.40 :o) Jeg kunne se, at det vist gik lidt hurtigere, end Louise havde regnet med, for det så ud som om hun lige måtte gribe vores lille glatte baby.

Endelig kom hun ud!

Louise og den hjælpende SOSU-assistent tørrede det lille pus af, og så kom hun med det samme op på min mave. Det passede tilsyneladende ikke helt den lille dame at være kommet ud i den store kolde verden, for 15 sekunder efter hun var kommet ud, begyndte hun at skrige. Der gik dog ikke lang tid før hun faldt til ro, og så lå hun bare og kiggede på os med sine store mørkeblå øjne. Vi kiggede igen på det lille dejlige væsen, som vi havde glædet os til at møde i 9 måneder. Og hun er vidunderlig! Det både var og er fuldstændig ufatteligt, at vi er blevet forældre til sådan et lille fantastisk væsen!

Er det sådan du ser ud mor?

Rolf fik lov til at klippe navlesnoren over eller – som det hedder i fagsprog – at ”afnavle” den lille dame. Og så var hun formelt set ikke længere afhængig af mig. Altså... Ikke gennem navlesnoren i hvert fald. Hun er jo stadig fuldt ud afhængig af min mælk og vores begges kærlighed og omsorg. Og apropos mælk, så viste de os med det samme, hvordan jeg kunne lægge hende til, så hun kunne begynde at sutte lidt på mine brystvorter og få lidt råmælk.

Vi fik lidt tid alene på fødestuen, før det lille pus blev målt og vejet. Og så kom SOSU-assistent ind med en bakke med lidt ristet brød, te og saft. Der var også et lille flag på bakken, for det var jo lige netop den lille dames fødselsdag :o) Det gav os også lidt tid til at informere vores forældre. Vi blev enige med det lille pus om, at Rolf skulle sende en sms med teksten ”17.40" til vores forældre. Man kan jo lige så godt starte tilværelsen med at drille – og det virkede ganske efter hensigten ;o)

Efter vi havde haft lidt tid for os selv, kom Louise ind igen og målte og vejede det lille pus. Den lille dame var 53 cm lang, vejede 3540 g og var 33 cm både om hovedet og om maven. Og så både var og er hun bare helt perfekt! Hendes APGAR-score (en vurdering af nyfødtes tilstand hhv. 1 og 5 minutter efter fødslen) var også 10 (det højest mulige). Jeg er sikker på, at fagfolkene på en fødegang altid roser de nyfødte, men det lød til, at de rent faktisk syntes, at vores lille baby var rigtig fin – og det er hun altså også!

Som rutine giver man nyfødte en indsprøjtning med K-vitamin (hvis forældrene er med på den naturligvis). K-vitamin hjælper blodet med at størkne, og det er derfor vigtigt at give til de få børn, som har indre blødninger efter fødslen. Det er et problem, som kun berører ganske få børn, men det er ikke til at vide, hvilke børn det drejer sig om. Netop derfor tilbyder de det til alle som en sikkerhedsforanstaltning. Da den lille frøken skulle have indsprøjtningen, kom hun over til sin far. Dvs. en af de første gange hun var i sin fars arme, får hun en indsprøjtning, som jo gør lidt ondt. Jeg synes det var lidt tarveligt, at hun fra start af skulle forbinde sin far med noget ubehageligt! Louise sagde dog, at det var meget godt for hende at lære, at man også kan blive trøstet hos sin far, så måske var det ikke helt så dårlig en ide endda.

I fars arme :o)

Da vi havde snakket med vores forældre, den lille dame var blevet målt, vejet og havde fået K-vitamin, og jeg både havde født moderkagen og var blevet lappet lidt sammen (jeg bristede to steder. Det var en af de ting, jeg havde frygtet på forhånd, men det var jo bare totalt ligegyldigt i forhold til, at det lille pus kom godt ud), skulle vi køres op på barselsgangen. Før vi kørte, skulle Rolf dog lige sætte en nål i en tavle på fødegangen, der viste, hvor mange små børn der var blevet født.

På enestue på barselsgangen onsdag aften

På barselsgangen fik vi vores eget værelse (enestue), hvor Rolf også kunne overnatte. Der stod en fin lille vugge, som vi lagde hende ned i, og så stillede vi den mellem vores to senge, så vi begge to kunne holde øje med hende i løbet af natten. Vuggen havde gennemsigtige sider, så vi kunne ligge og se på hende i løbet af natten – og omvendt. Det meste af den første nat var hun nemlig lysvågen og kiggede meget intenst på mig. Og jeg kunne slet ikke få øjnene fra hende. Tænk at det virkelig var vores barn! Det var jo helt ufatteligt! Det var jo lige præcis hende, vi havde ventet på i så mange måneder, og så lå hun bare der og så dejlig ud. Helt ubeskriveligt!

Ingen af os fik særligt meget søvn i løbet af den første nat. Der kørte simpelthen for meget adrenalin og (for mit vedkommende) alt for mange hormoner rundt i kroppen til at jeg kunne sove. Vi vågnede også begge to ved den mindste lille lyd fra det lille pus. Og så kiggede Rolf og jeg på hinanden og snakkede om, hvor ufatteligt det var, at vi nu var blevet forældre til sådan en fin og perfekt lille pige.

Familiebesøg og jordemodertjek om torsdagen

I løbet af hele graviditeten havde vi snakket om, hvad vi mon skulle kalde vores barn. Vi havde særdeles svært ved at finde på drengenavne, som vi kunne lide og var enige om, så det var dejligt at få at vide, at vi ventede en lille pige. Der gik ikke lang tid, før vi blev ret enige om, at vi godt kunne lide navnet Freja (Rolfs forslag). Vi var også enige om, at hun skulle have et mellemnavn, og her kunne vi begge to godt lide Isabella (mit forslag). Så i flere måneder før hun blev født, regnede vi med, at hun skulle hedde Freja til fornavn og Isabella til mellemnavn – hvis hun da ellers lignede en Freja! Det er vel at mærke ikke Freja Isabella som dobbeltnavn. Det er der ikke nogen grund til. Jeg synes det var svært at vurdere, hvad hun egentlig lignede, men i løbet af onsdag aften og torsdag morgen blev vi enige om, at vores lille datter skulle hedde Freja Isabella Carstensen :o)

 Fars lille pige i mors arme :o)

I løbet af torsdagen havde vi besøg af vores familier. Farmor og mormor var de første, der så Freja. Farmor Lisbeth fik at vide, at hun kunne komme i løbet af torsdagen (før besøgstiden), og hun sagde straks "Jeg kan komme med det samme!". Kort før hun kom, sendte jeg en sms til mormor Else (min mor – Rolfs mormor hedder nemlig også Else) om, at hun selvfølgelig gerne måtte komme forbi, hvis hun var nysgerrig. Hun var der inden for 5 minutter! Så pludselig stod lille Frejas farmor og mormor begge to og kiggede på hende og os med tårer i øjnene.

Vores smukke lille datter med de store blå øjne!

Senere på dagen fik vi besøg igen af vores forældre, Rolfs søstre og min store niece. Vores brødre og deres små familier kunne desværre ikke komme pga. hhv. travlhed og sygdom. Det er jo hvad der kan ske! Så havde vi til gengæld god tid, til at snakke med dem der var der, og til ordentligt at se deres reaktioner. Rolfs søstre var næsten de sødeste, for de to tosser (det var det deres mor kaldte dem!) kæmpede om at være den første til at komme ind ad døren og se hende. Det var ret sødt :o)

 Far vender på hovedet!

Ellers gik det meste af torsdagen med at lære at skifte og amme sådan et lille menneske. Til at starte med synes man jo, at hun er helt vildt skrøbelig, og så tør man ikke rigtig tage fat. Der kom også jævnligt jordemødre ind og tjekkede, om alt var i orden og svarede på vores spørgsmål. Jeg synes nu egentlig, at vi havde meget godt styr på det, så vi havde ikke umiddelbart brug for så meget hjælp. Men derfor var det stadig rart at mærke, at de var der, hvis vi havde brug for dem. Og de var alle sammen utroligt søde og hjælpsomme!

 

Mor kigger forelsket på lille dejlige Freja

I løbet af eftermiddagen og tidligt på aftenen begyndte Freja at snorke, når hun trak vejret, selvom hun var lysvågen. Det kunne vi ikke så godt lide. Vi fik at vide, at synderen var den meget tørre luft på afdelingen. Freja fik sprøjtet lidt saltvand i næsen, og det hjalp da også lidt. Men vi syntes ikke, at det var særlig rart, og vi havde nok egentlig mest lyst til at tage hjem med det samme. Vi blev der dog natten over.

Drillegenet sætter ind torsdag nat

Torsdag nat viste lille Freja, at hun i sandhed er vores datter. Min mælk løb til torsdag nat, og hun spiste pænt. Bagefter lagde vi hende til at sove i en fin natdragt, som jeg har købt til hende, men der gik ikke lang tid før hun gylpede ud over den. Så måtte jeg jo skifte natdragten, så hun ikke lå og frøs. Jeg skiftede til en anden lille natdragt med tigerdyret på, som jeg har købt. Hun brokkede sig, når jeg prøvede at lægge hende i vuggen, så jeg lagde hende ved siden af mig, så vi begge kunne sove. Troede jeg!

Kort tid efter kunne jeg pludselig mærke, at mit lagen var blevet vådt. Den lille krudtugle havde tisset og lavet en ordentlig sø på mit lagen. Men det var ikke nok med det. Hun havde nemlig også skidt igennem, så den lille tigerdragt var både våd og havde flere brune plamager rundt omkring. Den store fejl var nok, at vi ikke helt havde fået sat bleen ordentligt på. Skidt pyt. Både Rolf og jeg kunne ikke rigtig andet end at grine over, at hun sådan havde svinet det hele til. Det var altså lidt komisk! Jeg skiftede den lille dame – og gav hende denne gang hospitalstøj på – og Rolf skiftede mit våde lagen.

Jeg prøvede endnu en gang at lægge mig til at sove med Freja ved siden af mig. Men jeg var åbenbart stadig ikke helt skarp til det der med at putte ble på, for der gik ikke lang tid før mit lagen var vådt igen. Jeg måtte skifte hende endnu en gang (igen til hospitalstøj), men lagenet gad jeg ikke skifte. Jeg lagde bare et stiklagen hen over, så vi kunne sove videre.

På den måde kom Freja gennem fire sæt tøj på én nat og fik vist, at hun i sandhed er en lille drillepind. Dermed er der vist ingen tvivl om, at hun er vores datter :o)

Udskrivning og hjemkomst fredag formiddag

Fredag formiddag skulle vi hjem – og vi glædede os! Først skulle vi dog lige gennemgå nogle forskellige praktiske ting. Vi fik gennemgået fødselsforløbet af en jordemoder og en jordemoderstuderende, som fortalte, at det var ”en pærenormal fødsel”. Derfor var det nu stadig meget rart at få det (og min journal) gennemgået. Der var også en udskrivningssamtale for alle de forældre, der skulle udskrives den dag. Der var en jordemoder og en jordemoderstuderende, som gennemgik nogle forskellige emner såsom trivsel, amning, bleindhold og lignende. Det fungerede faktisk rigtig godt, at vi sad flere forældrepar sammen. For eksempel var der en af de andre nybagte mødre, der spurgte, om det var rigtigt, at man ikke måtte spise chokolade. Hun havde nemlig spist rigtig meget chokolade i slutningen af graviditeten, fordi hun regnede med at skulle holde sig fra det i lang tid efter fødslen. Heldigvis sagde jordemoderen, at man gerne må spise chokolade. Og hvis man har spist meget af det i graviditeten, så har barnet sandsynligvis også vænnet sig til det. Hurra!!! :oD

 Freja sover sødt med sin lille tøjtiger

Derefter var der kun tilbage at pakke vores ting sammen, sætte Freja i autostolen og at køre hjem med hende. Endelig! Og hvor var det også bare skønt endelig at komme hjem, så vi rigtig kunne begynde at finde os selv og få hoved og hale på det der med at være forældre for vores skønne lille datter…

Her vil jeg slutte min marathon-beretning om vores skønne datters første par dage. Jeg skal nok fortælle mange flere historier om hende – det har jeg resten af livet til :o)

Nye vinduer og små engle

I øjeblikket foregår der ret meget herhjemme både mentalt og praktisk. På både det praktiske og det mentale plan prøver vi at få alting klar og at blive klar til vores lille ønskebarn kommer ud til os.

Lad mig starte med det praktiske. I løbet af denne uge har min kære bror været forbi og sætte nye vinduer i i hele stueetagen. Så i stedet for de 3 forskellige typer vinduer, vi havde før, har vi nu fået fine nye Dannebrogsvinduer i over det hele. Og det gør en verden til forskel! De gamle vinduer var malet sorte udvendigt (hvilket fik dem til at se meget små og nussede ud), de var dårligt vedligeholdt (dvs. de var slet ikke vedligeholdt), de var piv-utætte, de var svære at åbne (når vi prøvede, var vi i hvert fald bange for, at de gik i stykker), de var ikke særligt kønne og så passede de bare ikke særligt godt til huset. De nye vinduer er pæne og hvide både indvendigt og udvendigt. Udvendigt er huset blevet markant pænere, og det har ligefrem fået lidt sjæl igen. Selv det grimme gule puds ser nogenlunde hæderligt ud, nu hvor der er pæne vinduer i. Indenfor er her bare blevet rigtig meget hyggeligere! Selvom vinduesarealet reelt er blevet lidt mindre pga. sprosserne, virker rummene meget lysere og mere indbydende. Og ikke mindst ser her nu hyggeligt ud - i modsætning til før hvor her nok var knapt så meget sjæl. Det er helt fantastisk, så stor en forskel det har gjort, og det er superfedt!

Derudover prøver både Rolf og jeg at få afsluttet en masse mindre projekter. Fx har Rolf fået lagt nye fliser på gulvet både på toilettet og på badeværelset. Før lå der nogle grimme mosaikfliser i forskellige blågrå nuancer, hvilket fik gulvet til at se konstant snavset ud. Ret klamt! Nu ligger der i stedet nogle helt almindelige hvide fliser. Også det har gjort en stor forskel! Nu tænker vi ikke længere "adr", hver gang vi er derude. Tværtimod er der nu helt behageligt at være. Selv de pastel-mint-grønne fliser på badeværelset ser ikke så slemme ud, nu hvor både loft, vægge og gulv er hvide.

Udenfor har Rolf fået fjernet hele fundamentet til ismejeriet og gravet 30-40 cm jord af både hvor ismejeriet stod og helt ud til fortovet. I går fik vi så leveret noget i retning af 8 kubikmeter grus til at fylde hullet op med. Fra hul i jorden til et bjerg af grus! Han har lånt en pladevibrator, så forhåbentlig kan han nå at få jævnet gruset ud og vibreret det plant inden alt for længe. Hvornår han så får tid til at lægge fliser og etablere den der parkeringsplads, vi gerne vil have, det er vist en anden sag. Men hvis jeg kender min stædige mand ret, så går der nok trods alt ikke så forfærdeligt lang tid. Det kommer sikkert mest an på, hvor krævende vores lille datter bliver ;o)

Jeg har primært holdt mig til indendørs sysler. Hmm... Tæller fjernsynskiggeri mon som en syssel? Sikkert ikke! ;o) Hey, jeg har brug for at hvile mig, og så er fjernsynet en fantastisk kilde til underholdning! Desuden har jeg nået at få vasket hele den kæmpe bunke af babytøj, vi har fået. Det har godt nok også taget lang tid. Jeg tror på ingen måde, at vi kommer til at mangle tøj til den lille frøken, tværtimod har vi vist mere end rigeligt! Det er jo kun godt, at vi ikke selv behøver at købe noget videre tøj til hende. På den anden side vil jeg gerne, for det hele er så nuttet i størrelse mini! Men jeg må vist hellere holde mig i skindet...

Jeg har også gang i et projekt med at få syet gardiner. Indtil videre er det nu ikke blevet til så meget. Jeg har nemlig kun nået at få syet 3 gardiner færdige, dvs. nok til halvandet vindue... Knapt så imponerende. Særligt ikke hvis man tager med i betragtning, at både sider og top var syet i forvejen, og at gardinerne bare skulle lægges op. Men det tager bare alligevel lang tid! Det skal jo gøres pænt. Jeg synes faktisk, at det er helt vildt hyggeligt at sy. Det er bare lidt besværligt at tage sig sammen til at komme i gang. Min motivation er dog lidt større nu, hvor vi har fået pæne nye vinduer. Det er lidt sjovere at sy gardiner til at indramme og sætte prikken over i'et på vores pæne nye vinduer end til at maskere vores grimme gamle vinduer.

Derudover prøver jeg også generelt at få ryddet op herhjemme, så der ikke er så meget rod, når vores lille krudtugle kommer ud. Her er det nok heller ikke imponerende, hvad jeg har nået. Men jeg har da trods alt fået ryddet op, organiseret og smidt ud af en del forskellige småting. Og det er dejligt at få styr på! Når der er mindre faktisk rod er det som om, der også er lidt mindre mentalt rod.

Apropos det mentale... Jeg tør efterhånden godt sige, at vi nu er helt klar til at blive forældre. Vi glæder os, vi er spændte, og vi er utålmodige! Kom nu ud til os lille dame!!!

For en uge siden var vi til jordemoder helt rutinemæssigt. Alt var helt fint. Hun stod med hovedet ned i bækkenet og blev skudt til at veje ca. 3600 g. Ingen problemer. Dog var der én ting, der fyldte lidt, som vi snakkede med jordemoderen om, nemlig Rolfs brors første barn - den lille engel India, der døde i sin mors mave to dage efter terminen. Det har under hele graviditeten ligget i baghovedet på os begge to, at en graviditet ikke altid ender med et levende barn. Vi har også snakket med jordemoderen om det før - hun er supergod til at lytte til os og fornemme vores behov! Men da vi pludselig var så tæt på terminen, så var det lidt ekstra presserende at tage det op igen. Vi var begge to nået frem til, at vi ikke havde lyst til, at jeg skulle gå meget mere end højst en uge over tiden for at nervøsitet og angst ikke skulle få tag i os. I stedet for at aftale en dato til igangsættelse med det samme, fik vi en ny tid til et ekstraordinært jordemodertjek dagen efter terminen, dvs. torsdag morgen.

I morges (jeg kan ikke falde i søvn, så for mig er det stadig torsdag!) var vi så til tjek hos jordemoderen igen. Alt er stadig helt fint. Den lille dame står nu med hovedet meget langt nede i bækkenet, og hun blev skudt til at veje ca. 3800-3900 g. Det bliver vores egen lille store kæmpebaby :o)

Af en eller anden grund har tanken om India og døde spædbørn ikke fyldt så meget den seneste uges tid. Måske netop fordi vi havde en ekstra jordemoderaftale? Det er svært at sige præcis hvorfor, men det er under alle omstændigheder positivt, at angsten ikke har sit klamme tag i os. Det betyder også, at det alligevel ikke helt gav mening at få en fast aftale om igangsættelse lige nu. I stedet har vi nu aftalt, at vi kan ringe ind, hvis vi bliver nervøse og tanken om et dødt barn fylder for meget. Så får vi lov til at komme ind med det samme og blive sat i gang. Det er en rigtig god løsning! Vi vil nemlig allerhelst have, at fødslen går i gang naturligt. Så bliver det forhåbentlig den bedst mulige oplevelse for os alle tre. I og med at vi kan ringe, hvis vi bliver utrygge, så tror jeg faktisk ikke, at vi får behov for at blive sat i gang - i hvert fald ikke pga. angst. Hvis jeg skulle blive sat i gang på den baggrund, så tror jeg også, at det ville give en dårligere oplevelse, fordi hele fødslen så er indledt med negative tanker. Jeg vil meget hellere have, at det går i gang af sig selv, så hele forløbet bliver en positiv oplevelse. For jeg er sikker på, at det bliver en god oplevelse at føde! Også selvom det bliver benhårdt og kommer til at gøre megaondt. Det er vel i orden, at det er smertefuldt at frembringe noget af det dejligste i hele verden :o)

Termin!

I dag er vi endelig nået til terminsdatoen og NU må den lille frøken rigtig gerne komme ud! Vi er begge to helt vildt nysgerrige efter at møde hende. Hvordan ser hun ud? Hvordan er hendes temperament? Kommer hun til at sove om natten? Og - ikke mindst - bliver hun mon en lille drillepind? Det sidste kender vi vist godt svaret på. Når hun har os som forældre, ville det i hvert fald være underligt, hvis ikke hun bliver en drillepind ;o)

Vi ved selvfølgelig også, at hun bliver den smukkeste, dejligste, skønneste og mest fantastiske lille frøken. Sådan har alle forældre det vel med deres børn! Men jeg kan bare slet ikke vente med at se hendes fine lille ansigt, den lillebitte næse og de små fine hænder og fusser. For slet ikke at snakke om første gang hun åbner sine små øjne og kigger på sine forældre. Vi glæder os!!!

Nu har hun ligget i min mave i 9 måneder og har lært mig at kende indefra; mit hjerteslag, mine bevægelser og min stemme. Hun kender også sin fars stemme, for han snakker tit med hende gennem maveskindet og prøver at bilde hende ind, at hendes mor er fræk. Det passer naturligvis ikke! Til gengæld ved hun, at hendes far er fræk, for han prøver at kilde hende gennem mit maveskind. Vi kan bare næsten ikke vente til hun kommer ud, så vi bliver en rigtig lille familie. Det bliver fantastisk!

Så... Kommer du ud til dine forældre i dag lille pus? Det må du gerne! Det ville vi faktisk blive rigtig, rigtig glade for! Men indtil videre er der vist desværre ikke noget, der tyder på det. Øv! For ud over at vi glæder os helt vildt, så er jeg også ved at være pænt utålmodig. Nu gider jeg snart ikke være gravid længere. Jeg vil meget hellere have den lille guldklump ud i mine arme.

Jeg må vist hellere prøve at følge nogle af de gode gamle husråd om at være helt vildt aktiv. Så kan det jo være, at det sætter gang i noget... Jeg krydser fingre!

En uge til termin

Så er der godt nok ikke lang tid tilbage - måske! Man ved jo aldrig helt præcis, hvornår små bebser kommer ud. Til gengæld er vi helt sikre på, at hun kommer ud, lige præcis når hun vil. Men det er tæt på nu. Jeg - eller måske snarere den lille frøken - har nemlig termin om en uge. Onsdag d. 3. november. Det er spændende og skræmmende på samme tid. Lige om lidt kommer der en lille krudtugle ud, som kommer til at vende op og ned på vores liv. Det er mærkeligt at tænke på, men vi er sikre på, at det bliver fantastisk!

Jeg har det heldigvis stadig ret fint, ligesom jeg har haft det gennem hele graviditeten. Men min mave er faldet ned og tynger mod mavemuskler og maveskind, og det er ret tungt. Det er heller ikke vildt behageligt. Så nu må hun faktisk gerne snart komme ud, den lille dejlige frøken.

På den anden side mangler vi liiige at få de sidste ting på plads herhjemme for at være sådan helt klar til at hun kommer. Såsom at få vasket de 2-3 kæmpe sække med babytøj, som vi fik i weekenden (jeg er godt i gang, men det tager ret lang tid i mit gravide snegletempo). Vi mangler også at få rykket alle reolerne ind i stuen igen, efter vi har fået sat et vindue i, hvor der før var en dør til ismejeriet. Det er nemlig knapt så optimalt, at reolerne står i vores lille soveværelse. Men det er jo i bund og grund småting. Til gengæld har vi fået købt puslebord, bleer, osv. og har en masse babytøj og babyting vasket og klart. Så det ville ikke være det helt store problem, hvis hun kom ud nu. Praktisk set er vi jo klar til at tage imod hende. Det ville nok bare være dejligt med et par dages tosomhed mere... Før vores helt nye liv som forældre skal til at begynde.

Google Maps

For et par uger siden kom der en bil kørende forbi fra Google Maps, mens min far og jeg stod ude ved busstoppestedet foran vores grund. Jeg har lige været inde på Google Maps og kigge efter, men det er stadig det gamle billede, der ligger der. Det kunne nu ellers være meget sjovt, hvis der kom et nyt billede, hvor vi stod ude foran :o)

Men derfor er det gamle billede nu stadig et kig værd! Billedet er nemlig fra sommeren 2009, dvs. fra før vi overtog huset. Og det hele er fuldstændig tilgroet! Man kan faktisk næsten slet ikke se, at det er det samme hus. Det er på en eller anden måde ret tilfredsstillende, for det betyder, at vi er nået rigtig, rigtig langt - selvom vi en gang imellem synes, at det går lidt langsomt. Og vi har trods alt kun ejet huset i et år - faktisk ret præcist et år, for vi overtog det 15. oktober sidste år.

Hvis du er nysgerrig, kan du gå ind og se vores hus på Google Maps her:

http://maps.google.com/?ie=UTF8&hq=&hnear=Steng%C3%A5rds+Alle+97,+2800,+Kongens+Lyngby,+Danmark&ll=55.755061,12.479396&spn=0.010481,0.043173&t=h&z=15&layer=c&cbll=55.756505,12.483691&panoid=xeR0dpMZxEayMwoVMGVkRg&cbp=12,65.66,,0,5

Rolf går stadig rundt og graver i jorden ude foran. I går blev han endelig færdig med at fjerne det sidste af fundamentet fra ismejeriet. Det betyder også, at han nu er færdig med den værste larm - hvilket vores naboer sikkert sætter pris på! Nu er der "bare" nogle dages gravearbejde tilbage, før vi kan få bestilt noget grus til at lægge foran huset.

Nå, men da Rolf gik derude og arbejdede i går, kom der en mand forbi og snakkede lidt med ham. Han fortalte, at han havde boet i området i 30 år. Han var jævnligt gået forbi vores hus og havde set det forfalde lidt efter lidt. Han synes derfor også, at det var dejligt at se, at vi giver huset en kærlig hånd, så det kommer til at se pænt ud igen. Det er jo bare en lille venlig bemærkning, men det betyder alligevel en del, at folk lægger mærke til, at der sker noget. Det gør os rigtig glade og giver lige lidt ekstra energi til at fortsætte.

Fra grimt gult hus til hul i jorden?

Her i weekenden har vi holdt arbejdsweekend. Af en eller anden grund er det vist ikke vanvittigt tillokkende at tilbringe sin weekend med at istandsætte andres huse, for der kom i hvert fald ikke særligt mange forbi... Formentlig fordi de havde mere interessante planer! ;o)

De sidste par måneder har Rolf arbejdet hårdt for at få revet vores ismejeri ned. Han har været derude stort set hver dag efter arbejde og i weekenden for at rive mursten ned, brække terrazzogulv op og skovle jord væk. Og han har været på affaldspladsen utallige gange for at komme af med alt byggeaffaldet. Nu er ismejeriet næsten helt væk. Der mangler bare lige den sidste del af fundamentet, som er godt begravet i jorden. Men lad mig illustrere med lidt billeder - de siger jo som bekendt mere end tusind ord.

For god ordens skyld må jeg hellere lige nævne, at vi (dvs. Rolf) begyndte at rive ismejeriet ned i august. Så billederne fra arbejdsweekenden kommer først i bunden. Jeg synes bare, at det er meget sjovt at have hele kronologien dokumenteret med billeder.

Her er ismejeriet, som det så ud en sommerdag i starten af august. Al indmad er pillet ud, men den egentlige nedrivning er ikke begyndt endnu.

Og her er huset, som det indtil videre har set ud udefra, med den grimme sukkerknald af et ismejeri hægtet på.

Her er Rolf og fætter Claus gået i gang med den første del af nedrivningen. Vinduerne skulle lige ud, før de kunne gå i gang med den egentlige nedrivning.

Så kunne det egentlige destruktive arbejde gå i gang!

Og en to tre var vinduet blevet til en døråbning!

Hvorefter taget forsvandt...

Det samme gjorde den øverste halve meter mursten samt overliggerne til begge vinduesrammer. Bemærk den store bunke af mursten, som ligger pænt stablet i forgrunden. Vi synes begge to, at det ville være spild bare at smide dem ud, selvom nedrivningen nok var gået markant hurtigere, hvis Rolf bare havde taget en hammer og var gået amok.

Hopla, der forsvandt yderligere en halv meter mur. Jeg tror huset så nogenlunde sådan ud, da vi fik en ejendomsmægler til at komme forbi og vurdere husets værdi. Vi ville nemlig gerne optage et større realkreditlån i huset, så vi fik frigjort lidt penge til at sætte det i stand for. Det fik vi nu ikke lov til, for mægleren syntes, at huset lignede et håndværkertilbud. Svært at forstå ;o)

Efterhånden som muren er forsvundet, har vi også fået en lidt bedre udsigt fra køkkenvinduet - selvom Rolf står lidt i vejen for udsigten her ;o) Før kunne vi bare se en grim gul mur og nu kan vi se helt over til Rema 1000. Det er jo meget praktisk bare at kunne kigge ud af vinduet, hvis vi vil vide, om der er åbent.

Endelig er vi også nået til den lidt mere konstruktive del af projekt "Fjern Ismejeriet". Her har der nemlig været en murer, som er godt i gang med at fjerne den gamle døråbning og mure op, så der igen kunne komme en vinduesåbning. På de originale byggetegninger fra 1936 var huset nemlig uden ismejeri (og for øvrigt også uden førstesalen), så oprindeligt var det faktisk meningen, at huset skulle være pænt og symmetrisk - ligesom vi også prøver at gøre det nu.

Her kan man også se, hvilken del af væggen mureren har muret op. Det er nemlig der, hvor fugerne er mørke. Det viste sig, at mureren sagtens kunne bruge murstenene fra ismejeriet, så vi har sparet en god omgang byggematerialer, ved at Rolf har renset de gamle mursten af. Vi synes begge to, at den slags genbrug er lidt fedt. Selvom muren efterfølgende er tørret, kan man stadig godt se, hvor mureren har været. Murstenene fra ismejeriet er nemlig højere end de mursten, der er brugt til resten af huset (de lave mursten kaldes Flensborg-sten).

Og så kom der også et vindue i. Det ser lidt sjovt ud, når en del af ismejeriets vægge stadig står der, men det er bestemt pænere!

Her er væggene praktisk talt væk. Så er det "kun" fundamentet og terrazzogulvet, der mangler.

Her er Rolf i fuld gang med at bryde ismejeriets terrzzogulv op med en stor kangohammer. Vi havde egentlig købt en lille kangohammer, men den var der slet ikke kraft nok i. Det tog nemlig et par timer at bryde bare et lille hjørne op. Og så må man jo låne sig frem til noget større værktøj! Terrazzo er i bogstaveligste forstand stenhårdt (haha), og selv med den store hammer tog det lang tid at få det brudt op. Som man kan se på billedet, går der også kun små flager af.

Her har Rolf fjernet det øverste lag af græsplænen foran det gamle ismejeri. I første omgang er det for at undgå, at der samler sig vand inde ved huset, når det regner. Men det er skam også led i en større plan, for vi har tænkt os at anlægge en parkeringsplads foran huset, og pga. niveauforskel mellem forhaven og indkørslen bliver vi nødt til at grave noget jord af. Her kan man også se, hvor meget affald der egentlig kommer fra sådan et projekt. Som sagt har Rolf været på affaldspladsen rigtig, rigtig mange gange!

Her er vi så endelig nået til vores arbejdsweekend. Husets facade havde set sådan ud et par uger, og i mine øjne ser huset altså lidt skizofrent ud. Hmm... Fra det grimme gule hus til det skizofrene hus? Det ser i hvert fald lidt underligt ud, når halvdelen af facaden stadig er gul og har et gammelt sort vindue i, mens resten af facaden er renset for puds og har fået et nyt vindue i.

Nikolaj kunne heldigvis godt hjælpe med at få gjort husets facade lidt pænere ved at fjerne det grimme, noprede, gule puds.

Se lige hvor pænt huset faktisk ser ud, når det ikke er gult! Det giver os bare et nyt dilemma... For hvad skal vi dog kalde det grimme gule hus, når det kun er tre af siderne, der er gule?! Det grimme halvgule hus? Eller skal det slet ikke længere hedde noget med "grimt"? For uden det gule puds synes vi da selv, at det begynder at se helt pænt ud. Facaden skal naturligvis pudses op, og køkkenvinduet skal også skiftes, men huset er da godt på vej til at blive pænt. Og nej, pudsen skal ikke males gul! Den skal have en dejligt neutral, lysegrå farve. Men vi modtager gerne forslag til, hvad vi skal kalde huset fremover :o)

Se så skulle man tro, at der var sket nok på vores arbejdsweekend, men næ nej. Da vi overtog huset for snart et år siden, stod der jo et kæmpe ahorntræ lige foran ismejeriet. Det blev ganske hurtigt fældet. Til gengæld stod træstubben der stadig, og den kæmpede både Rolf, Nikolaj og Bendix med at få gravet op. Her følger lidt billeder af den proces:

På dette billede er der allerede skåret en hel del rødder af. De var kæmpestore og særdeles genstridige. Det skyldtes til dels, at træet voksede på kanten af et gammelt havebasin - det tror vi i hvert fald, at det var! Det betød, at mange af rødderne voksede ned i bassinet, og da de ikke kunne komme videre ned i jorden, var flere af rødderne vokset sammen igen på kryds og tværs, så det var lidt af en udfordring at få dem fjernet. Her på billedet kan man se, at der inde i bassinet (og til venstre for træstubben) er muret lidt fundament op.

Her er Rolf og Nikolaj i fuld gang med at massakrere træets rodnet. Til højre i billedet kan man se den kæmpestore bunke af rødder, de allerede har fået op.

Pyha, så er der ikke så mange rødder tilbage! Og alligevel tog det 40 minutter mere, før stubben var væltet!

Jægeren med det nedlagte bytte :o) Så nåede de altså heller ikke længere på den lørdag - men det var vist også mere end rigeligt!

Til gengæld gravede Rolf selv videre om søndagen. Her kan man se det "fine" havebassin. Eller er det nu også det? Måske er det snarere et halvt dinosauræg (med indlagt hønsenet) eller en halv cocoon ;o) Uanset hvad formålet med det har været, er det nu et stort hul i jorden!

Som man kan se, er der stadig en del gravearbejde tilbage, før resterne af fundamentet og havebassinet er væk, og vi så småt kan begynde at anlægge en parkeringsplads. Men det skrider fremad og der sker noget. Og det i sig selv er rigtig fedt :o)

På barsel

De seneste mange måneder har der været fuld fart på. Vi har været til adskillige runde fødselsdage, arbejdet på hus og have og også arbejdet i al almindelighed. Og så naturligvis holdt et fantastisk bryllup! Derfor har der heller ikke været ret meget tid til at opdatere bloggen. Det er der heldigvis lidt mere tid til nu, for jeg er nemlig gået på barsel - og det er slet ikke så ringe endda! Jeg skal nok skrive ordentligt om vores skønne bryllup og uploade nogle billeder, men det må blive en anden gang. Lige nu handler mine tanker nemlig mest om barsel og babyforberedelser.

Jeg havde sidste arbejdsdag mandag d. 20. september, så der er allerede gået halvanden uge. Tiden flyver simpelthen af sted! Og sjovt nok er mine tanker allerede meget, meget langt fra hvad der sker på arbejdet - bortset fra at jeg savner mine søde kollegaer. Til gengæld er det skønt at have god tid til at slappe af. Og jeg synes faktisk også, at det er tiltrængt. Jeg har det heldigvis helt fint, men derfor er det da stadig lidt fysisk hårdt at slæbe rundt på en lille krudtugle.

Fra start af har jeg haft en hel masse planer for, hvad jeg skulle lave i løbet af min såkaldte graviditetsorlov, dvs. de 6 uger før min termin og før den lille frøken kommer ud. Indtil videre har jeg fået bestilt en barnevogn, vi har købt et puslebord og en kommode til hendes tøj, og så er jeg gået i gang med at vaske de to kæmpe sække med babytøj, som vi har fået af min bror. Jeg vil ikke sige, at vi er helt klar til hun kommer, men vi er heldigvis godt på vej. Og da der stadig er en måned til terminen, kan vi forhåbentlig nå også at få det sidste på plads, før hun kommer. Vi er i hvert fald ved at gøre klar til at lave en pusleplads til hende i det lille værelse i stueetagen. Rolf har malet fodpanelerne derinde (en af de mange ting, vi aldrig nåede, da vi flyttede ind) og mangler nu kun at sætte fejelister på. Derefter vil vi lave en pusleplads ved vinduet og ved siden af stille kommoden med hendes tøj. Så vi begynder stille og roligt at gøre plads til hende i vores liv. Og det er dejligt!

Jeg håber meget, at der også bliver tid til at få ryddet op i bare nogle af alle vores ting før hun kommer, men nu må vi se. Det absolut vigtigste er jo, at der bliver gjort klart til vores egen lille livlige, storsparkende guldklump :o)

Min tykke mave

Indtil videre har jeg ikke fået taget så mange billeder af min gravide mave.Der er bare sket en hel masse ting i de seneste par måneder, så der har ikke rigtig været overskud til det med at få taget billeder. Så nu tager jeg lige lidt revanche!

Først er her lige et billede fra lufthavnen, hvor vi var ude at hente Vega efter hendes rejse rundt i østen. Her ville den særdeles fladmavede Mira gerne lige sammenligne maver. Det er vist ret tydeligt, at jeg vinder stort ;o)

Og her er et par billeder fra i lørdags, hvor man tydeligt kan se min tykke mave med den lille balladefrøken indeni :o)

Rolf ville naturligvis også gerne være med på legen, så her sammenligner vi lige maver. Rolf spiler maven så meget ud, som han kan - og jeg slapper til gengæld helt af i maven:

Det er nu altså ret hyggeligt! Og vi glæder os begge to rigtig meget til vores lille ønskebarn kommer ud til os :o)

Livet er skønt!

I dag har jeg holdt fri fra arbejde. Jeg trængte bare rigtig meget til at trække stikket lidt ud og slappe af - og så havde jeg også tid til lidt bryllupsplanlægning. Men jeg har nu brugt det meste af dagen på at slappe af på sofaen :o)

Det har været fantastisk vejr i dag. Så i eftermiddag har jeg været i haven og rode lidt i vores jordbærbed - for sådan et har vi faktisk! For et par måneder siden var det godt nok helt fyldt med skvalderkål, så det var svært at se jordbærplanterne. Men nu har jeg efterhånden fået befriet de fleste jordbærplanter. Der er mange, og de har mange jordbær :o) Ih hvor jeg glæder mig til at få jordbær fra vores helt egen have! Og hvis de er for længe om at blive modne, kan jeg i ventetiden bare lave noget af den klynge rabarber, der vokser ganske umotiveret midt i græsplænen. Det er fedt at have have!

Det er også dejligt at gå rundt derude og forestille sig, at vores børn kommer til at drøne rundt derude og lege. Og kigge på dyr. Og spise jordbær. Det bliver bare rigtig hyggeligt.

Lige præcis den slags tanker bliver mere og mere virkelige. For en uge siden var vi nemlig til den anden scanning. Det var samme jordemoder, som lavede den første scanning. Hun kiggede på hjerne, nyrer og mavesæk. Hun kiggede også på hjertet og havde et særligt program, hvor man med blå og røde farver kunne se blodet strømme gennem hjertet. Og så satte hun lyd på, så vi både kunne se og høre det lille hjerte slå. Arme og ben blev også tjekket, og vi kunne se en lille hånd med fem små fingre. Hun målte hovedet, overarmsknoglen og lårbensknoglen, og den lille er lige præcis så stor som man kunne forvente ud fra terminsdatoen.

Da jordemoderen havde kigget på alle de alle organer og lemmer, spurgte hun forsigtigt, om vi mon var interesserede i at kende den lilles køn. Mon ikke! Vi er trods alt begge to svært nysgerrige af natur... Eller, måske er det mest mig ;o) Men vi ville i hvert fald begge to gerne vide, hvad det er for en lille krudtugle, der ligger derinde. Hun sagde - som hun sikkert skal sige - at der selvfølgelig er en vis usikkerhed mht. kønsbestemmelsen. Men da der ikke umiddelbart var en lille tap at se, så skal vi have en lille pige :o) Vores helt egen lille pige, der bliver lige så fræk og drillesyg som begge sine forældre :o) Hvor bliver det dog fantastisk!

Og det bliver ikke mindre fantastisk af, at den lille frøken er særdeles aktiv. Jeg mærkede hende sparke første gang d. 13. juni - i 20. uge. Siden da har jeg dagligt mærket hende rumstere rundt inde i maven, og hun sparker flere gange om dagen. Det er rigtig hyggeligt at mærke, at hun ligger derinde og mosler rundt. Og allerede nu er hun en lille drillepind. For hun holder næsten altid op med at sparke, når Rolf lægger en hånd på maven og gerne vil mærke hende sparke. Mors helt egen lille drillepind ;o) Vi glæder os bare begge to så meget til at hun kommer ud, så vi kan blive vores helt egen lille familie!

Som sagt, livet er skønt! :oD

Til november bliver vi tre :o)

Rolf og jeg har længe gerne ville have børn, så vi kunne blive vores helt egen lille familie. Der kræver åbenbart lidt ventetid, når man har travlt med at flytte og sætte hus i stand. Det er vist noget med, at de små pus ikke gider at blive til noget, når forældrene har lidt for travlt. Men til gengæld havde vi en dejligt afslappet vinterferie ;o) Så nu ligger der et lille pus inde i min mave, som formentlig kommer ud i starten af november :o)

Torsdag d. 22. april var vi til den første scanning på Gentofte Hospital. På forhånd havde jeg frygtet lidt, at man ikke rigtig kunne se, hvad der foregik på skærmen. Men det var overhovedet ikke noget problem, for lige der, inde i min mave, ligger der et helt lille fint menneske. Det er da lidt fantastisk! :o) Det var også ret surrealistisk at se, at når jordemoderen trykkede scanneren ned mod min mave, så kom der et billede af en lille fin baby op på skærmen. Eller rettere, det var surrealistisk at tænke på, at den lille bebs på skærmen er vores lille baby, som ligger inde i min mave.

Ikke desto mindre var det ret fantastisk at se, at den ligger lige der og er sund og rask! Og heldigvis tyder alt på, at den lige netop er sund og rask. I hvert fald fik vi meget fine tal for alle de tre kromosomsygdomme, de kunne scanne for. Risikoen for at få et sygt barn var ét ud af ca. 13000 for Downs. For de to andre sygdomme var det ét ud af hhv. ca. 30.000 og 90.000. Det var rigtig dejligt at få at vide!

Når jordemoderen skubbede til den lille med scanneren, kunne man se den lille sprælle med arme og ben. "Helt ærligt, jeg lå lige og sov!". Men ingen af os to er nu heller særligt tilfredse med at blive vækket når vi sover ;o) Det var nu alligevel lidt sødt at se den sprælle! Jordemoderen viste os også barnet oppefra, så man kunne se de to hjernehalvdele - som en lille sommerfugl. På et tidspunkt kunne man også se den ene lille hånd med alle fem fingre. Det er da lidt fantastisk! :o)

Da vi blev scannet var den lille 5,5 cm fra hoved til hale. Ifølge Politikens store graviditetsbog vokser de små ca. 1½ cm om ugen i øjeblikket, så nu må den være ca. 7-8 cm fra hoved til hale. Hvis man tæller benene med, er den vel ca. 12 cm lang.

Selvom vi var særdeles nysgerrige, kunne vi ikke få den lilles køn at vide. Jordemoderen sagde, at de var holdt op med at sige noget i 3. måned, for det var for usikkert. Vi vil gerne vide, hvad det bliver, men vi er fuldstændig ligeglade med, hvad det bliver! Bare den bliver sund og rask! Eller dvs. Rolf er ikke helt ligeglad. Han vil nemlig helst have en lille dreng. Men det er nu mest fordi alle småbørn i familien er piger, og så ville det være lidt sjovt at få en dreng. Så må han bare finde sig i at have noget af alt det lyserøde tøj på, som vi arver fra de små kusiner ;o)

Uanset hvilket køn den får og hvor stor eller lille den bliver, så er én ting sikkert: Det er et lille ønskebarn! Og vi glæder os rigtig meget til den kommer ud og hilser på sine forældre :o)

Men det med børn forpligter jo også... Særligt når man har et hus som vores, som kræver ret meget istandsættelse og en tilhørende have, som kræver en del tæmning. Man må også sige, at vi har fået lidt mere motivation til at få gjort noget ved alle de små projekter indenfor, fx har vi fået tømt en del flyttekasser og dejlige Rolf har fået malet alle låger og skuffer til køkkenet, så nu har vi rent faktisk et ordentligt køkken! Det er fandeme fedt! Og hvor har jeg dog savnet at lave mad!

Rolf har godt nok også fået gjort et kæmpe indhug i haven! Jeg har også hjulpet, når jeg har haft energien til det - men det har naturligvis mest være med nogle af de mindre ting. Han har fået fjernet legehuset, de to traktordæk, det døde træ og sivklumpen på plænen, de skaldede ribsbuske og bedet bag ved det forhenværende skur. Han har også hældt jord i alle hullerne, så plænen er blevet pæn og jævn. Derudover er alle mystiske vildskud nu mere eller mindre slået ned. Bortset fra skvalderkålen, der er godt i gang med at indtage alle dele af haven ;o) Til gengæld er haven faktisk ved at se helt pæn ud :o) Nu kan vi i hvert fald begynde at se planen med haven og få en fornemmelse for, hvordan den skal se ud fremover. Bl.a. har vi en plan med at lave en terrasse nede bag i haven, hvor der er sol hele dagen og om aftenen. Det bliver skønt - når vi når dertil :o)

Weekend i Sverige

Her i weekenden har vi været et smut i Sverige. Vi trængte til at komme lidt væk, så vi kørte afsted fredag formiddag og er kommet hjem her søndag eftermiddag.

Ud over at trænge til at komme lidt væk, havde turen også et par praktiske formål. Mine briller, som jeg har købt i Kristianstad, var gået i stykker, dvs. den ene brillestang var simpelthen bare faldet af. Dem fik jeg afleveret i butikken. De sagde, at man ikke kunne reparere det, så jeg får et helt nyt stel, men med de samme glas i. Jeg er glad, bare jeg får et par briller, jeg kan bruge!

Vi har også fået shoppet en del - endnu et godt formål med turen ;o) Rolf er kommet hjem med to nye skjorter, og jeg er kommet hjem med tre par bukser og tre par sko... Til gode svenske priser! :o)

Det sidste praktiske formål var, at vi ville kigge efter vielsesringe. Der er jo efterhånden kun 4 måneder til vores bryllup, så nu må vi hellere snart begynde at rykke lidt. I Kristianstad ligger der en del gode butikker, deriblandt flere guldsmede. Vi har kigget lidt derovre før, men det var mest for at få inspiration. Vi regnede egentlig ikke rigtig med at finde noget - vi havde bare brug for at spore os lidt mere ind på, hvad vi mon skulle vælge. Det er jo en stor beslutning! Vi skal gå med de ringe resten af livet, og derfor skal de helst være forholdsvis tidløse og ikke mindst passe til os begge to.

Vi havde begge to hver vores ide om, hvordan ringene skulle se ud. Vi gik ind hos den første guldsmed, vi kom forbi, for at kigge på deres udvalg. De havde en rigtig flink ekspedient, som gav os en skuffe med forskellige vielsesringe, og så lod han os ellers prøve os frem i fred og ro, mens han ekspederede andre kunder. Det var lidt en sjov oplevelse. Rolf har jo aldrig gået med ring, så det var lidt sjovt at se ham med forskellige ringe på. Han havde også lidt problemer med at få ringene på og af - det er jo hvad der kan ske, når man har tykke pølsefingre ;o) (Ok, Rolf har måske ikke pølsefingre, men derfor er hans ringfinger stadig 14 mm større i omkreds end min)

Vi prøvede først de helt klassiske, glatte guldringe. Det så bare alt for feminint og helt forkert ud på Rolfs hånd. Vi prøvede også en masse andre ringe. Der var alle mulige forskellige afskygninger af rød- og hvidguld, der var glatte, børstede og med forskellige mønstre i guldet. Der var nogle, der var afrundede, mens andre var helt firkantede og bombastiske. I butikken havde de måske 36 forskellige sæt vielsesringe. Vi troede ikke, at det rigtige var der, men så prøvede vi et sæt, som bare var helt perfekt! Ringene er enkle, men alligevel med et par gode detaljer, og så passer de både til mig og til Rolf. De skulle dog tilpasses lidt i forhold til prøveringene. Min ring skal fx være 4,5 mm bred og have tre små sten i, mens Rolfs skal være 6 mm bred. På den måde passer det bare bedst til hver vores hånd. Så nu har vi bestilt vores vielsesringe :o) De er færdige 1. maj, og så kan vi hente dem, næste gang vi kommer til Sverige. Som en ekstra bonus var de meget billigere, end vi havde regnet med - og endnu billigere pga. kursen til den svenske krone. Så har jeg ekstra penge at spendere på selve bryllupsfesten... Tihi ;o)

Derudover har vi nu endeligt godkendt vores bryllupsinvitationer. Forhåbentlig modtager vi dem med posten inden for en uges tid, og så sender vi dem ud hurtigst muligt. Det bliver dejligt at få sendt dem afsted - og at kunne krydse endnu en ting af på listen over de mange ting, der skal nås.

Så mangler vi bare at bestille telt, kok, menu, bryllupstøj, blomster, osv. og få styr på alle de praktiske detaljer, der forhåbentlig vil gøre vores bryllupsdag fantastisk. Jeg er ikke i god tid, men jeg er ukuelig optimist! :o)

Dyreliv i haven

I løbet af vinteren har vores have været dækket med et kæmpe lag sne. Nu elsker jeg jo sne, og derfor er det svært ikke at blive i godt humør af at vågne op til en snedækket have. Se bare, hvordan det så ud i slutningen af januar.

Fordi der lå så meget sne, har vi lagt æbler ud til solsortene og hængt mejsebolde op i træerne for at passe på de små pippere. Det må jo være stort set umuligt for dem at finde mad under al sneen. Det har tilsyneladende virket efter hensigten, for nu kvidrer fuglene i haven hver morgen. Det er rigtig hyggeligt :o)

Til gengæld har jeg undret mig lidt over, at flere af mejseboldene er forsvundet sporløst fra træerne, hvor vi har hængt dem op. Mejseboldene er jo pakket ind i neongrønne plastiknet, men selv de er forsvundet. I går fik jeg så øje på noget, der puslede rundt bag buskene i haven. Pludselig hopper et egern frem med en mejsebold mellem hænderne. Jeg skyndte mig ind for at hente et kamera, og i mellemtiden var egernet klatret op på toppen af vores gyngestativ. Jeg blev naturligvis nødt til at prøve at få nogle ordentlige billeder, så jeg gik stille og roligt ud i haven. Egernet klatrede over i et af træerne, og der fik jeg "skudt" den på fersk gerning med en mejsebold mellem hænderne :o)

Det er muligt, at vores have ikke ligefrem er velholdt, men i det mindste er der masser af fine dyr. Så mangler vi bare at få styr på alt det andet ;o)

Halvt papirbryllup

I dag er det lige præcis et halvt år siden, vi blev gift. Og selvom drillepingen Rolf flere gange har sagt, at "man da ikke går op i den slags dage", så blev jeg alligevel vækket med en gave på sengen. Jeg fik sådan en fin halskæde med et hjertevedhæng. Han er godt nok dejlig, ham der min søde mand :o) Også selvom han prøver at stikke sine sure tæer op i næsen på mig, mens jeg sidder her i sofaen og prøver at skrive ;o)

Samtidig er der nu også kun et halvt år, til vi skal holde bryllup igen. Superplanlæggeren her har jo naturligvis fuldstændig styr på det! Eller... øh... jeg mener... Vi er da i det mindste kommet i gang ;o) Sidste weekend var vi på bryllupsmesse i Bella Centret - til stor underholdning for adskillige af vores familiemedlemmer. De synes, at det er usandsynlig morsomt, at vi har været på kommerciel messe med hundredvis af småhysteriske brude. Det var faktisk ikke så slemt. Det meste var lidt mindre relevant, men det satte da tankerne i gang, i forhold til hvad vi gerne vil have, og - ikke mindst - hvad vi ikke vil have.

Vi fik dog to gode ting med derfra. Det ene var inspiration til et telt, som kan stå i Rolfs fars have, hvor vi skal holde festen. I går fik vi også målt haven op (i 25 cm sne), og der er heldigvis ret fin plads til et telt. Nu skal vi bare finde ud af, hvor mange mennesker, der skal med til festen, og præcis hvordan teltet skal se ud. Nå ja, vi skal også lige have bestilt det hos teltfirmaet. Mindre detalje ;o) Det andet, vi fik med fra messen, var reservation af en bryllupskage. Man skal jo have sine prioriteter i orden, og de søde sager er særdeles vigtige! Den primære grund til reservationen var dog, at vi fik 10 % rabat ved at reservere en kage på messen. Det er da også værd at tage med. Hvis vi ombestemmer os, kan vi sagtens afbestille kagen igen.

Det går stille og roligt fremad med huset. Vi tager den med ro og bliver stille og roligt færdige med en masse forskellige småting. Fx har vi her i weekenden fået hængt gardiner op i stuen - tak til min søde mor for hjælp med at sy dem! Så nu ser her lidt mere hjemligt ud end før, hvor vi havde hængt lyseblå fleece-tæpper fra IKEA op som gardiner. De holder supergodt på varmen, og det er jo praktisk, når man har piv-utætte vinduer. Jeg er også endelig blevet færdig med at male på badeværelset, og vi har også fået hængt en håndklædestang op derude. Det er små fremskridt, men det er skønt. Vi kommer hele tiden lidt mere på plads og føler os mere og mere hjemme. Det er sgu alligevel et meget fedt hus, vi har fået købt :o)

I løbet af november eller december skiftede vi et par vinduer på første sal, som i bogstaveligste forstand var pilrådne og lige ved at falde ud. For et godt stykke tid siden begyndte Rolf at sætte noget beklædning op rundt om vinduerne, men han løb tør for brædder. I dag har han så fået sat de sidste brædder op, og det ser rigtig fint ud. Det betød, at vi endelig kunne pille det stillads ned, som ellers har stået og set grimt ud foran vores køkkenvindue i ret lang tid. Så her til aften har jeg lært en ny ting som gør-det-selv-frue: At pille et stillads ned ;o) Det har åbenbart set lidt farligt ud, da vi afmonterede det, for vores genbo stak hovedet ud ad døren og sagde, at de nok skulle ringe 112, hvis det gik galt. Da vi var færdige, gik vi over og hilste pænt på dem, og sagde tak fordi de holdt øje med os. De virkede også rigtig flinke. De har boet der 12 år og har selv sat huset i stand - det er åbenbart udbredt her på gaden!

Nu vil jeg slutte for denne gang og lægge mig ned og se fjernsyn foran min dejlige mand, som jeg elsker meget højt. Vi har lige delt en flaske boblevand, og der går sikkert ikke lang tid før vi begge to falder i søvn. Skønt :o)

Gardiner, fliser og en hel masse flyttekasser

Her i det nye år har vi taget det helt stille og roligt. Vi har nået en lille smule de fleste dage, men vi har også sørget for at slappe af, lade op og få sovet.

Vores hus er stadig præget af fyldte flyttekasser, og selvom vi prøver at få dem tømt, så går det kun ganske langsomt, når man ikke rigtig har et ordentligt sted at lægge indholdet. Rolf har været rigtig flittig og har fået sat en masse reoler op i kælderen, så vi kan få lidt bedre styr på alle de der kasser. Han har bl.a. lavet et Lego-hjørne, dvs. et hjørne med flere reoler, hvorpå der kun står kæmpestore flyttekasser fyldt med Lego. Så kan man lidt hurtigere finde klodserne frem, når ens indre legebarn vil ud ;o)

De sidste par uger har der været temmelig koldt udenfor, og det har vi tydeligt kunnet se på gasforbruget. Vores hus er nemlig piv-utæt! Derfor har vi gjort flittigt brug af vores brændeovn. Den varmer hurtigt og effektivt op – og det er altså ret lækkert, når man er en frossenpind! Vi har også kunnet konstatere, at vores vinduer altså ikke ligefrem er de mest energirigtige. I hvert fald er der markant koldere lige omkring vinduerne, og derfor har vi sat gardinstænger op over alle vinduerne. I første omgang havde vi dog ikke nogen færdige gardiner, så der har vi brugt lyseblå fleecetæpper fra IKEA som gardiner. Det virker fantastisk! De holder på varmen – og så kan man ikke så let kigge ind ad vinduerne. Det er jo meget rart, når ens køkkenvindue ligger lige ud til vejen og alle ellers kan glo lige ind. 

I lørdags var jeg hjemme hos mine forældre for at sy gardiner sammen med min mor. Det blev til et sæt ganske nydelige gardiner til vores soveværelse. Nu har vi så lavet den fordeling, at jeg syr ét til sæt selv, og så syr min søde mor gardiner til de resterende tre vinduer. Det er superlækkert med lidt hjælp til den slags :o) 

I forgårs var vi forbi Mosaikhjørnet i Glostrup for at finde fliser til gulvene på vores toilet og badeværelse. Lige nu er der nogle grimme mosaikfliser på ca. 2x2 cm i forskellige blå-grå nuancer, som bare ser beskidte og lidt halvklamme ud. Så nu har vi købt nogle ganske almindelige hvide fliser til gulvet, som Rolf får den store ære af at lægge helt selv. 

Jeg tror det vil gøre en kæmpestor positiv forskel for de to rum. De ser allerede markant pænere ud nu, hvor lofter og vægge er malet hvide, så når gulvene også bliver hvide, kommer det faktisk til at se ret godt ud - udgangspunktet taget i betragtning! Jeg tror ikke rigtig, at hverken toilet eller badeværelse kommer til at blive superflotte. Det kan nok bare ikke lade sig gøre, når der nu fx er lyse pastel-mint-grønne fliser på væggen i badeværelset. Men i det mindste kan vi - og er jo allerede godt i gang med - at lave begge rum pænere og behageligere. Ikke superflotte, men måske bare helt almindeligt pæne. Tror jeg... Det vil vise sig, når vi er færdige ;o)

I den kommende weekend satser vi stærkt på også at komme lidt i gang med at få malet nogle af elementerne i køkkenet. Som det ser ud nu, ligner køkkenet lidt et bombet lokum - men så passer det til gengæld også meget godt til resten af huset... Høhø ;o) Vi har stadig langt de fleste ting stående i flyttekasser og på hver en ledig overflade, der er blevet gjort ren. For vi er bestemt heller ikke blevet færdige med at gøre køkkenskabene rene. Suk... Overskabene over køkkenbordet har vi gjort rent, og vi satser på, at vi kan få malet selve elementerne hvide her i løbet af weekenden. Det ville bare være så fedt at få gjort. Det ville også gøre en stor positiv forskel i hverdagen.

... Og så er der forhåbentlig efterhånden også snart tid til lidt bryllupsplanlægning... Hmm...

Godt nytår!

Nu er Hr. og Fru Carstensen endelig rykket ind i deres grimme gule hus på Stengårds Allé. Og det er skønt at bo i sit helt eget hus!

Vi flyttede ind søndag d. 20. december. I god tid før jul, helt uden julestress, men i hyggeligt snevejr. Vores hus ser faktisk ganske idyllisk ud, når det er helt sneklædt. Jeg skal nok uploade et billede, når jeg en gang finder den kasse, der indeholder det kabel, der kan overføre dem fra kameraet ;o) I flere uger op til flytningen havde vi til gengæld kørt os selv rigtig hårdt og arbejdet både aftener og weekender for at blive klar til at kunne rykke ind. Den dag vi flyttede ind, startede jeg dagen med at male loftet i gangen tredje gang og derefter fjernede jeg malerpap, som vi havde lagt ud over det nylakerede gulv. Men det siger måske lidt om, hvor pressede vi egentlig har været. Det er også først efter vi er flyttet ind, at vi har malet badeværelset første gang.

Efter vi er rykket ind, har vi selvfølgelig brugt en del tid på at rydde op, pakke kasser ud og indrette os. Der står stadig kasser i næsten alle rum, men der er heldigvis ikke så mange tilbage. Vi har fået sat klædeskabe op, som vi har rykket det meste af vores tøj ind i. Vi har også fået sat bogkasser op i stuen, som vi har fyldt med bøger, cd'er og dvd'er. Det begynder så småt at se helt hjemligt og hyggeligt ud herinde, og det er skønt!

Indtil videre er det vores plan at komme så tilstrækkeligt meget på plads i løbet af weekenden, til at vi kan tage den med ro i løbet af januar. Det er tiltrængt! Også selvom vi i bogstaveligste forstand har sovet halvdelen af juleferien væk. Det var bestemt også tiltrængt! Nu trænger vi til at have en helt almindelig hverdag, hvor vi kan koncentrere os om vores arbejde og så komme hjem og slappe af. Man kan vel egentlig godt sige, at det er vores nytårsfortsæt at få et lidt mindre hektisk liv. I modsætning til så mange andre nytårsfortsætter, burde det rent faktisk være muligt - i hvert fald lige indtil vi finder på et eller andet nyt projekt at kaste os over ;o)

Men vi vil gerne lige sige en kæmpe tak til alle de søde mennesker, der har hjulpet os med at sætte huset i stand, så vi nu kan begynde på et nyt og fantastisk liv som husejere. Rigtig godt nytår fra os to i det grimme gule hus :o)