onsdag den 10. marts 2010

Dyreliv i haven

I løbet af vinteren har vores have været dækket med et kæmpe lag sne. Nu elsker jeg jo sne, og derfor er det svært ikke at blive i godt humør af at vågne op til en snedækket have. Se bare, hvordan det så ud i slutningen af januar.


Fordi der lå så meget sne, har vi lagt æbler ud til solsortene og hængt mejsebolde op i træerne for at passe på de små pippere. Det må jo være stort set umuligt for dem at finde mad under al sneen. Det har tilsyneladende virket efter hensigten, for nu kvidrer fuglene i haven hver morgen. Det er rigtig hyggeligt :o)

Til gengæld har jeg undret mig lidt over, at flere af mejseboldene er forsvundet sporløst fra træerne, hvor vi har hængt dem op. Mejseboldene er jo pakket ind i neongrønne plastiknet, men selv de er forsvundet. I går fik jeg så øje på noget, der puslede rundt bag buskene i haven. Pludselig hopper et egern frem med en mejsebold mellem hænderne. Jeg skyndte mig ind for at hente et kamera, og i mellemtiden var egernet klatret op på toppen af vores gyngestativ. Jeg blev naturligvis nødt til at prøve at få nogle ordentlige billeder, så jeg gik stille og roligt ud i haven. Egernet klatrede over i et af træerne, og der fik jeg "skudt" den på fersk gerning med en mejsebold mellem hænderne :o)



Det er muligt, at vores have ikke ligefrem er velholdt, men i det mindste er der masser af fine dyr. Så mangler vi bare at få styr på alt det andet ;o)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar