søndag den 31. januar 2010

Halvt papirbryllup

I dag er det lige præcis et halvt år siden, vi blev gift. Og selvom drillepingen Rolf flere gange har sagt, at "man da ikke går op i den slags dage", så blev jeg alligevel vækket med en gave på sengen. Jeg fik sådan en fin halskæde med et hjertevedhæng. Han er godt nok dejlig, ham der min søde mand :o) Også selvom han prøver at stikke sine sure tæer op i næsen på mig, mens jeg sidder her i sofaen og prøver at skrive ;o)

Samtidig er der nu også kun et halvt år, til vi skal holde bryllup igen. Superplanlæggeren her har jo naturligvis fuldstændig styr på det! Eller... øh... jeg mener... Vi er da i det mindste kommet i gang ;o) Sidste weekend var vi på bryllupsmesse i Bella Centret - til stor underholdning for adskillige af vores familiemedlemmer. De synes, at det er usandsynlig morsomt, at vi har været på kommerciel messe med hundredvis af småhysteriske brude. Det var faktisk ikke så slemt. Det meste var lidt mindre relevant, men det satte da tankerne i gang, i forhold til hvad vi gerne vil have, og - ikke mindst - hvad vi ikke vil have.

Vi fik dog to gode ting med derfra. Det ene var inspiration til et telt, som kan stå i Rolfs fars have, hvor vi skal holde festen. I går fik vi også målt haven op (i 25 cm sne), og der er heldigvis ret fin plads til et telt. Nu skal vi bare finde ud af, hvor mange mennesker, der skal med til festen, og præcis hvordan teltet skal se ud. Nå ja, vi skal også lige have bestilt det hos teltfirmaet. Mindre detalje ;o) Det andet, vi fik med fra messen, var reservation af en bryllupskage. Man skal jo have sine prioriteter i orden, og de søde sager er særdeles vigtige! Den primære grund til reservationen var dog, at vi fik 10 % rabat ved at reservere en kage på messen. Det er da også værd at tage med. Hvis vi ombestemmer os, kan vi sagtens afbestille kagen igen.

Det går stille og roligt fremad med huset. Vi tager den med ro og bliver stille og roligt færdige med en masse forskellige småting. Fx har vi her i weekenden fået hængt gardiner op i stuen - tak til min søde mor for hjælp med at sy dem! Så nu ser her lidt mere hjemligt ud end før, hvor vi havde hængt lyseblå fleece-tæpper fra IKEA op som gardiner. De holder supergodt på varmen, og det er jo praktisk, når man har piv-utætte vinduer. Jeg er også endelig blevet færdig med at male på badeværelset, og vi har også fået hængt en håndklædestang op derude. Det er små fremskridt, men det er skønt. Vi kommer hele tiden lidt mere på plads og føler os mere og mere hjemme. Det er sgu alligevel et meget fedt hus, vi har fået købt :o)

I løbet af november eller december skiftede vi et par vinduer på første sal, som i bogstaveligste forstand var pilrådne og lige ved at falde ud. For et godt stykke tid siden begyndte Rolf at sætte noget beklædning op rundt om vinduerne, men han løb tør for brædder. I dag har han så fået sat de sidste brædder op, og det ser rigtig fint ud. Det betød, at vi endelig kunne pille det stillads ned, som ellers har stået og set grimt ud foran vores køkkenvindue i ret lang tid. Så her til aften har jeg lært en ny ting som gør-det-selv-frue: At pille et stillads ned ;o) Det har åbenbart set lidt farligt ud, da vi afmonterede det, for vores genbo stak hovedet ud ad døren og sagde, at de nok skulle ringe 112, hvis det gik galt. Da vi var færdige, gik vi over og hilste pænt på dem, og sagde tak fordi de holdt øje med os. De virkede også rigtig flinke. De har boet der 12 år og har selv sat huset i stand - det er åbenbart udbredt her på gaden!

Nu vil jeg slutte for denne gang og lægge mig ned og se fjernsyn foran min dejlige mand, som jeg elsker meget højt. Vi har lige delt en flaske boblevand, og der går sikkert ikke lang tid før vi begge to falder i søvn. Skønt :o)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar