tirsdag den 29. marts 2011

Tiden flyver

Her er igen et lille pip fra mig. Jeg vil rigtig gerne have skrevet historien ned om Frejas første tid. Men det er saftsuseme svært at finde tiden til at få det gjort. Tiden flyver jo af sted, og den lille store lækre baby er allerede 4½ måned gammel og har oplevet en masse. Jeg har naturligvis også oplevet en masse i denne første tid som mor - og vi alle tre som familie.

Det virker måske en lille smule fjollet at sidde nu - i slutningen af marts (og det bliver sikkert april før jeg får skrevet og publiceret det) - og fortælle om, hvad der skete i december. Men jeg vil rigtig gerne! Det er vigtigt for mig at få dokumenteret Frejas første tid og den rivende udvikling hun gennemgår. Til dels fordi det forhåbentlig vil være sjovt for hende selv at læse, når hun bliver stor. Men bestemt også for min egen skyld! Jeg synes det er fantastisk at se tilbage på de første uger, hvor det lille pus var helt spæd. Jeg har skrevet ned på vores familiekalender (sådan en man jo have, når man er blevet en familie, ikke?!), hvad der er sket de forskellige dage. Altså, jeg har ikke skrevet noget hver dag. Jeg har skrevet ned, hvis der er sket noget særligt i Frejas liv. Og når man er helt ny og lille, gør man mange ting for første gang, og det er jo ganske særligt!

Som sagt føles det måske lidt fjollet at se 4 måneder tilbage og skrive om, hvad der skete der - særligt når jeg også gerne vil fortælle om, hvor stor og skøn Freja er nu! Men det er utrolig skønt at se tilbage på vores allerførste tid som familie. Og heldigvis kan min stakkels ammehjerne huske mere, end jeg havde regnet med (med lidt hjælp fra kalenderen). Jeg sidder og bliver helt rørt og glad af at huske tilbage på Frejas første grin, mit første møde med mødregruppen, Frejas første jul og nytår og alle de andre gode stunder. Det er dejligt at bruge en lille pause (mens krudtuglen sover) på at se tilbage og genopleve hendes udvikling fra helt spæd til fræk baby og dermed også vores udvikling som forældre til verdens dejligste lille pige. Og det allerbedste er, at det har været en fantastisk rejse!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar