Tiden flyver jo af sted, og så er det svært for min mor at nå at skrive, hvor dejlig hun synes jeg er. Det meste af tiden er jeg selvfølgelig hjemme sammen med mor, og vi to hygger os rigtig godt! Men her er nogle af højdepunkterne fra de første tre uger af mit liv.
Kærlig hilsen
Freja
13. november - 3 dage gammel
I dag skulle jeg tilbage på hospitalet for at få lavet en høreprøve og få taget en blodprøve fra hælen. Før vi skulle af sted, kom farfar og Lene på besøg. De skulle lige se, om jeg stadig var lige så dejlig som på hospitalet. Og det var jeg naturligvis!
Se lige hvor stor jeg er!
Og se også lige de fine fusser på min sparkedragt :o)
Er jeg ikke bare sød?
Min mor synes, at jeg ligner min far - særligt på dette billede!
Pludselig havde mine forældre lidt travlt med at komme ud ad døren, for de ville helst gerne være der til tiden. Der er jo mange ting, man skal have pakket sammen, når man skal have en lille baby som mig med, så de blev lidt stressede. Og så begyndte jeg at græde! Hallo! Når I er stressede, så må det da være fordi, der er noget, der er farligt, ikke?! Det må da være logik for spædbørn!
Nå, men min høreprøve var helt fin. Jeg skal alligevel til en udvidet høreprøve senere, fordi min gamle far hører dårligt. Jeg var til gengæld ikke helt så begejstret for at skulle have taget blodprøven, så jeg spjættede med benene, så godt jeg kunne. Det var vist heller ikke helt let for den jordemoderstuderende at få blod over på det lille papir. Hun sagde også, at jeg var en meget stærk baby!
Samme eftermiddag fik vi besøg af min morbror, hans kæreste og mine to kusiner. De syntes, at jeg var meget meget sød - også selvom jeg sov! Tænk at man kan være så populær, når man ikke gør andet end at sove! Det er ikke så ringe endda ;o)
Kusine Natasha, kusine Veronica og lille sovende Freja
14. november - 4 dage gammel
I dag har jeg været til fødselsdag for første gang. Det var min oldemor Anna, der holdt 92 års fødselsdag. Her fik jeg hilst på det meste af min fars store og larmende familie. Men jeg fik vist dem, at jeg ikke lige er sådan at kue, selvom jeg stadig er meget lille. Jeg tog det nemlig med ophøjet ro. Altså, lige indtil jeg blev sulten. Så må man gerne græde lidt!
Hele familien syntes vist, at jeg var ret sød. Der blev i hvert fald taget rigtig mange billeder af mig. Særligt bedste Lene (der er en paparazzi ligesom mor) fik blitzet mig godt og grundigt. Det var lidt hårdt for mine små øjne. Jeg mener, jeg kan kun se tydeligt på ca. 30 cm's afstand, og så kan man jo godt blive lidt skeløjet, når der kommer så meget kraftigt lys. Men her kan I se, hvor sød jeg så ud den dag :o)
Lidt skeløjet af at blive blitzet
Her kan man rigtig se, hvor sød jeg ser ud
Jeg kigger lige på mor og far
Så kigger mor og far på mig
Og så kysser de!
Pludselig var det både bedste Lene og faster Vega, der blitzede løs på samme tid! Det syntes mor og far vist var lidt sjovt. Jeg var cool og lod som ingenting ;o)
17. november - 1 uge gammel
I dag har jeg tabt den sidste lille stump af min navlestreng.
20. november - 1 uge og 3 dage gammel
I dag var jeg i bad for første gang. Det var lidt svært at finde ud af, hvad jeg egentlig skulle synes om det. Men det var vist egentlig meget rart, når det kom til stykket.
Mit første bad
22. november - 1 uge og 5 dage gammel
I dag fik vi besøg af sundhedsplejersken for første gang. Hun syntes, at jeg var en meget, meget fin baby! Det er jo altid dejligt at få ros :o)
Jeg vejede 3940 g (og havde altså taget 400 g på)
Jeg var stadig 53 cm lang (ligesom ved fødslen)
Jeg var 35 cm om hovedet (2 cm mere end ved fødslen)
27. november - 2 uger og 3 dage gammel
Her sover jeg på fars mave - det synes vi begge to er et hit!
28. november - 2 uger og 4 dage gammel
I dag var jeg med mor og far til adventshygge hos mors gamle genboer i Nivå. Det var også første gang, jeg havde kjole på. Mor syntes, jeg var så sød, at hun var lige ved at begynde at tude! Men det opdagede jeg slet ikke, for jeg sov - ligesom jeg gjorde under hele besøget. Jeg er jo en lille drillenisse ;o)
En sovende lille nissepige
Hov, der fangede mor mig med et lille skævt smil på læben :o)
29. november - 2 uger og 5 dage gammel
Jeg kigger nysgerrigt på fotografen (mor)
Jeg er ret god til at smile - jeg er nemlig en lille glad baby!
Jeg hjælper lige far med at arbejde... Det er bare ærgerligt, at mine små fingre ikke helt kan nå tastaturet!
30. november - 2 uger og 6 dage gammel
Jeg lærer hele tiden noget nyt, og mine forældre synes, at jeg er helt vildt dygtig. Jeg sover godt nok også ret meget, men det bliver jeg jo nødt til for at kapere alle de mange nye indtryk! Jeg har været god til at holde mit hoved lige siden jeg kom ud ad mors mave, men her kan I se, hvor dygtig jeg rent faktisk er. Og jeg er ikke engang 3 uger endnu!
Se lige hvor god jeg er til at holde mit hoved!
Hov, nu vågner jeg vist snart fra min dejligt lange formiddagslur. Og SÅ er jeg sulten! Så nu må mor vist hellere tage sig af mig end at skrive videre :o)
Kære Anne Mette og Rolf
SvarSletHvor har det været sjovt og hyggeligt at læse om og se på billeder af projekt "Det grimme gule hus" på jeres blok. Min mand, Svend, og jeg, Margot, har nemlig boet i huset fra 1974-1986. Begge vores børn levede deres første år i huset, og vi har haft mange gode oplevelser og sjove fester, mens vi boede der. Men her lidt historie. Gamle huse, også de grimme af slagsen, har jo altid en historie:
Vi købte huset lige efter oliekrisen sammen med vores venner, Inger og Per. Vi var på det tidspunkt midt i tyverne, Svend, Per og jeg var studerende og Inger var færdig som sygeplejerske. Vi havde længe ledt efter et hus, som vi havde råd til at bo i på kollektiv basis. Halvfjerdserne var som bekendt en tid, hvor kollektiverne blomstrede og voksede frem rundt omkring i villakvarterene.
Huset var på det tidspunkt et to-familie-hus , men vi havde fået garanti for, at det kunne få status som en-familie-hus, når lejerne på første sal flyttede ud. Der boede nemlig et ældre ægtepar, som først kunne opsiges efter et år.
Det første år boede vi lidt trangt i stuetagen, så længe leve ismejeriet, der var blevet inddraget til bolig nogle år, inden vi overtog huset.
Da vores lejere flyttede, gik vi ellers i gang med at sætte huset i stand - helt i overensstemmelse med tidens smag og normer, så jeg må med skam tilstå, at mange af rædslerne kan tilskrives os!!! Hessianen på væggene, de mørke (dengang lyse) trælofter, entréens særlige konstruktion (både væg og lofter), de brune fliser i køkkenet, korkgulvet osv osv. Ja, i dag undrer man sig, når man konfronteres med halvfjerdsernes boligsmag … Men den grimme gule farve er dog ikke vores værk. Huset var godt nok gult, men en noget pænere variant af farven. Cigarkassemiljøet i det lille værelse og i ismejeriet kan vi heller ikke tage ansvaret for.
Da vi satte køkkenet op, var vi nødt til at rive væggen ned. Den gamle væg kunne ikke bære elementerne og havde desuden en ret besynderlig indbygget hylde. Da væggen var nede, benyttede vi lejligheden til at rykke køkkenvæggen længere ind i stuen for at få lidt mere plads i køkkenet - derfor den uensartede underliggende gulvbelægning. Svend og Per arbejde hele natten, så alt var parat til HTH-folkene, der skulle i gang næste morgen. Det var noget af en gyser.
Vi var også nødt til at lave en dør til første sal, huset havde nemlig ikke direkte adgang til trappetårnet indefra den gang. Ret upraktisk, må man sige! Vi kunne dog ikke gøre det uden videre. Væggen er bærende, så kommunen skulle ansøges. Men først skulle vi have lavet en beregninger på en ståldrager (det hedder det vist) til døråbningen. Længe leve bygningsingeniøren i vennekredsen. Og så vidt jeg husker, skulle døren også være en branddør.
Der skulle naturligvis også isoleres. Oliepriserne var steget voldsomt efter oliekrisen. Der var ikke en pind isolering, og olieforbruget var mildest talt astronomisk, 8.000 l pr år!!! Den eneste isolering på gavlen på første sal var nogle gamle aviser. Sjov læsning, men det holdt dog ikke meget på varmen!!! Vi erstattede de gamle aviser med rockwool og fik også murene hulmursisoleret.
Vi havde også travlt i haven, som fik en ordentlig overhaling. Og den var faktisk langt fra det vildnis, I overtog. Vi startede med at lægge kartofler i baghaven, for at rense jorden, inden vi såede græs. Derefter udlagde vi den ene halvdel af haven som køkkenhave – jorden er fantastisk! Man kan dyrke verdens bedste kartofler, for slet ikke at tale om grønne asparges. Resten blev til græsplæne med et par frugttræer.
Vi bevarede den bageste del af haven lidt vild og børneegnet (Inger og Per fik deres første barn i 1975, og det andet et par år efter). Så det var alt i alt en rigtig hyggelig have for både børn og voksne.
FOR MANGE TEGN PÅ KOMMENTAREN – SÅ FORTSÆTTELSE FØLGER PÅ NY KOMMENTAR
FORTSÆTTELSE
SvarSletMen inden der kom børn i kollektivet, havde vi anskaffet os en hund, Anker, en fantastisk sød berner sennenhund, som snart blev en kendis i kvarteret, men som desværre havde den uvane at grave store huller overalt i haven, når han trængte til lidt svalende jord omkring sig i sommervarmen. Når han virkelig tog fat, så det ud, som om vi forberedte en skyttegravskrig, men heldigvis holdt han sig af en eller anden grund fra køkkenhaven.
Vi havde en skæg tid i kollektivet med masser af mennesker, der kom forbi, og mange gode fester. Men det varede ikke ved. Da Per blev færdig som civilingeniør gik han arbejdsløs et årstid. Det var rigtig svært for ingeniører at få arbejde sidst i halvfjerdserne, og det var naturligvis uholdbart i længden for Per. Han og Inger flyttede derfor til Århus med deres to børn, da der viste sig en jobmulighed derovre, og Svend og jeg overtog huset.
Vi var på det tidspunkt begge to blevet færdige med vores uddannelse som henholdsvis civilingeniør og bibliotekar, og vi havde også fået arbejde. Men begyndelseslønnen var mere end lav og studiegælden var mere end høj. Så vidt jeg husker, betalte man 17% i rente den gang.
Vi havde i realiteten ikke råd til at blive boende. Og det kunne da også kun lade sig gøre, hvis vi lejede første sal ud. Det gjorde vi så, og fik i tilgift verdens sødeste lejere: et ungt par, der læste biologi. Han kom fra Stengårdskvarteret, hun havde sine rødder på en bondegård i det nordsjællandske. Og inden vi havde set os om, var vores udmærkede køkkenhave omdannet til et veritabelt mønsterlandbrug, som vi alle sammen høstede afgrøderne af. Desuden dyrkede de store, flotte hampplanter, noget man ikke tog så tungt i begyndelsen af 80’erne.
I 1981 fik vi vores første barn, Gro. Hun boede i det lillebitte værelse inden for døren, og vi sov i soveværelset ved siden af. Vi havde igen god gavn af ismejeriet, som nu blev brugt til arbejdsværelse.
I 1983 kom Andreas til verden, og Gro indtog ismejeriet, hvor Andreas senere flyttede ind sammen med hende, da han blev lidt større. Men pladsen var trang, og der var stadig meget, der skulle gøres ved huset. Ikke mindst taget var i en elendig forfatning og trængte til en udskiftning. Vi havde tidligere understrøget tagstenene, men det var ikke længere nok. Vi var nødt til at gå mere drastisk til værks og lægge et nyt tag. Desværre havde vi ikke råd til et tegltag, der unægtelig ville have været kønnere end det sorte eternittag, som pengene rakte til. Der var heller ikke råd til at hyre håndværkere til projektet, så Svend tilbragte en sommer (eller to ??) på taget, godt hjulpet af gode venner.
STADIG FOR MANGE TEGN PÅ KOMMENTAREN – SÅ FORTSÆTTELSE FØLGER PÅ NY KOMMENTAR
FORTSÆTTELSE – OG SLUT!
SvarSletVi var rigtig glade for at bo i huset, men vi var til gengæld ikke glade for vejen. Var altid livrædde for, at børnene skulle blive kørt ned. Den gang var der mange biler, og der blev kørt stærkt på Stengårds Allé. Det er til alt held blevet meget bedre, efter vejen blev lukket mod Gladsaxe Møllevej.
Da vi bestemte os til at sælge huset og flytte, var det primært p.g.a. den heftige trafik på Stengårds Allé, men jeg må tilstå, at vi også kørt sur i at sætte hus i stand og trængte til noget, der ikke krævede så meget tid. Vi købte derfor et rækkehus i Albertslund, hvor jeg arbejder. Men vi har altid følt stor tilknytning til det grimme gule hus.
Vi solgte huset til et ungt par, Steen Hansen og hans kæreste Tine ??. Jeg ved ikke, hvor længe de boede der. Men vi har i hvert fald kunnet konstatere, at huset kom til at se værre og værre ud for hver gang, vi kørte forbi for at besøge venner i området. Et virkelig deprimerende syn. Det er derfor dejligt at se, at der er ved at komme skik på det og rigtig sjovt at følge jeres anstrengelser med projektet på blokken.
Det er efterhånden et par år siden, vi sidst har set huset. Men Inger, som vi boede sammen med, kørte forbi for et par uger siden og så at ismejeriet var væk. Fluks tog hun et billede og sendte mig en MMS, som naturligvis gjorde mig frygtelig nysgerrig. Jeg gik derfor straks i gang med at google adressen og fandt på den måde frem til jeres blok og sendte den til Inger, som også syntes, den var fantastisk at læse - bragte mange minder frem.
Vi har desværre ikke nogen elektroniske billeder af huset fra den gang vi boede der, men masser af lysbilleder og papirbilleder. Jeg har dog på et tidspunkt skannet nogle af lysbillederne ind fra vores børns første leveår på Stengårds Alle - naturligvis med fokus på børnene. Men man får da også et indtryk af huset. Jeg har lagt et lille udvalg på Flickr, som I kan kigge på, hvis I har lyst. http://www.flickr.com/photos/maaalbertslund/
Håber I trives i huset - I kommer i hvert fald ikke til at mangle udfordringer de næste par år ... Og naturligvis også et stort til lykke med datteren.
Bedste hilsner
Margot / margot.andreasen@live.dk