onsdag den 27. oktober 2010

En uge til termin

Så er der godt nok ikke lang tid tilbage - måske! Man ved jo aldrig helt præcis, hvornår små bebser kommer ud. Til gengæld er vi helt sikre på, at hun kommer ud, lige præcis når hun vil. Men det er tæt på nu. Jeg - eller måske snarere den lille frøken - har nemlig termin om en uge. Onsdag d. 3. november. Det er spændende og skræmmende på samme tid. Lige om lidt kommer der en lille krudtugle ud, som kommer til at vende op og ned på vores liv. Det er mærkeligt at tænke på, men vi er sikre på, at det bliver fantastisk!

Jeg har det heldigvis stadig ret fint, ligesom jeg har haft det gennem hele graviditeten. Men min mave er faldet ned og tynger mod mavemuskler og maveskind, og det er ret tungt. Det er heller ikke vildt behageligt. Så nu må hun faktisk gerne snart komme ud, den lille dejlige frøken.

På den anden side mangler vi liiige at få de sidste ting på plads herhjemme for at være sådan helt klar til at hun kommer. Såsom at få vasket de 2-3 kæmpe sække med babytøj, som vi fik i weekenden (jeg er godt i gang, men det tager ret lang tid i mit gravide snegletempo). Vi mangler også at få rykket alle reolerne ind i stuen igen, efter vi har fået sat et vindue i, hvor der før var en dør til ismejeriet. Det er nemlig knapt så optimalt, at reolerne står i vores lille soveværelse. Men det er jo i bund og grund småting. Til gengæld har vi fået købt puslebord, bleer, osv. og har en masse babytøj og babyting vasket og klart. Så det ville ikke være det helt store problem, hvis hun kom ud nu. Praktisk set er vi jo klar til at tage imod hende. Det ville nok bare være dejligt med et par dages tosomhed mere... Før vores helt nye liv som forældre skal til at begynde.

søndag den 17. oktober 2010

Google Maps

For et par uger siden kom der en bil kørende forbi fra Google Maps, mens min far og jeg stod ude ved busstoppestedet foran vores grund. Jeg har lige været inde på Google Maps og kigge efter, men det er stadig det gamle billede, der ligger der. Det kunne nu ellers være meget sjovt, hvis der kom et nyt billede, hvor vi stod ude foran :o)

Men derfor er det gamle billede nu stadig et kig værd! Billedet er nemlig fra sommeren 2009, dvs. fra før vi overtog huset. Og det hele er fuldstændig tilgroet! Man kan faktisk næsten slet ikke se, at det er det samme hus. Det er på en eller anden måde ret tilfredsstillende, for det betyder, at vi er nået rigtig, rigtig langt - selvom vi en gang imellem synes, at det går lidt langsomt. Og vi har trods alt kun ejet huset i et år - faktisk ret præcist et år, for vi overtog det 15. oktober sidste år.

Hvis du er nysgerrig, kan du gå ind og se vores hus på Google Maps her:

http://maps.google.com/?ie=UTF8&hq=&hnear=Steng%C3%A5rds+Alle+97,+2800,+Kongens+Lyngby,+Danmark&ll=55.755061,12.479396&spn=0.010481,0.043173&t=h&z=15&layer=c&cbll=55.756505,12.483691&panoid=xeR0dpMZxEayMwoVMGVkRg&cbp=12,65.66,,0,5

Rolf går stadig rundt og graver i jorden ude foran. I går blev han endelig færdig med at fjerne det sidste af fundamentet fra ismejeriet. Det betyder også, at han nu er færdig med den værste larm - hvilket vores naboer sikkert sætter pris på! Nu er der "bare" nogle dages gravearbejde tilbage, før vi kan få bestilt noget grus til at lægge foran huset.

Nå, men da Rolf gik derude og arbejdede i går, kom der en mand forbi og snakkede lidt med ham. Han fortalte, at han havde boet i området i 30 år. Han var jævnligt gået forbi vores hus og havde set det forfalde lidt efter lidt. Han synes derfor også, at det var dejligt at se, at vi giver huset en kærlig hånd, så det kommer til at se pænt ud igen. Det er jo bare en lille venlig bemærkning, men det betyder alligevel en del, at folk lægger mærke til, at der sker noget. Det gør os rigtig glade og giver lige lidt ekstra energi til at fortsætte.

onsdag den 6. oktober 2010

Fra grimt gult hus til hul i jorden?

Her i weekenden har vi holdt arbejdsweekend. Af en eller anden grund er det vist ikke vanvittigt tillokkende at tilbringe sin weekend med at istandsætte andres huse, for der kom i hvert fald ikke særligt mange forbi... Formentlig fordi de havde mere interessante planer! ;o)

De sidste par måneder har Rolf arbejdet hårdt for at få revet vores ismejeri ned. Han har været derude stort set hver dag efter arbejde og i weekenden for at rive mursten ned, brække terrazzogulv op og skovle jord væk. Og han har været på affaldspladsen utallige gange for at komme af med alt byggeaffaldet. Nu er ismejeriet næsten helt væk. Der mangler bare lige den sidste del af fundamentet, som er godt begravet i jorden. Men lad mig illustrere med lidt billeder - de siger jo som bekendt mere end tusind ord.

For god ordens skyld må jeg hellere lige nævne, at vi (dvs. Rolf) begyndte at rive ismejeriet ned i august. Så billederne fra arbejdsweekenden kommer først i bunden. Jeg synes bare, at det er meget sjovt at have hele kronologien dokumenteret med billeder.

Her er ismejeriet, som det så ud en sommerdag i starten af august. Al indmad er pillet ud, men den egentlige nedrivning er ikke begyndt endnu.

Og her er huset, som det indtil videre har set ud udefra, med den grimme sukkerknald af et ismejeri hægtet på.

Her er Rolf og fætter Claus gået i gang med den første del af nedrivningen. Vinduerne skulle lige ud, før de kunne gå i gang med den egentlige nedrivning.

Så kunne det egentlige destruktive arbejde gå i gang!

Og en to tre var vinduet blevet til en døråbning!

Hvorefter taget forsvandt...

Det samme gjorde den øverste halve meter mursten samt overliggerne til begge vinduesrammer. Bemærk den store bunke af mursten, som ligger pænt stablet i forgrunden. Vi synes begge to, at det ville være spild bare at smide dem ud, selvom nedrivningen nok var gået markant hurtigere, hvis Rolf bare havde taget en hammer og var gået amok.

Hopla, der forsvandt yderligere en halv meter mur. Jeg tror huset så nogenlunde sådan ud, da vi fik en ejendomsmægler til at komme forbi og vurdere husets værdi. Vi ville nemlig gerne optage et større realkreditlån i huset, så vi fik frigjort lidt penge til at sætte det i stand for. Det fik vi nu ikke lov til, for mægleren syntes, at huset lignede et håndværkertilbud. Svært at forstå ;o)

Efterhånden som muren er forsvundet, har vi også fået en lidt bedre udsigt fra køkkenvinduet - selvom Rolf står lidt i vejen for udsigten her ;o) Før kunne vi bare se en grim gul mur og nu kan vi se helt over til Rema 1000. Det er jo meget praktisk bare at kunne kigge ud af vinduet, hvis vi vil vide, om der er åbent.

Endelig er vi også nået til den lidt mere konstruktive del af projekt "Fjern Ismejeriet". Her har der nemlig været en murer, som er godt i gang med at fjerne den gamle døråbning og mure op, så der igen kunne komme en vinduesåbning. På de originale byggetegninger fra 1936 var huset nemlig uden ismejeri (og for øvrigt også uden førstesalen), så oprindeligt var det faktisk meningen, at huset skulle være pænt og symmetrisk - ligesom vi også prøver at gøre det nu.

Her kan man også se, hvilken del af væggen mureren har muret op. Det er nemlig der, hvor fugerne er mørke. Det viste sig, at mureren sagtens kunne bruge murstenene fra ismejeriet, så vi har sparet en god omgang byggematerialer, ved at Rolf har renset de gamle mursten af. Vi synes begge to, at den slags genbrug er lidt fedt. Selvom muren efterfølgende er tørret, kan man stadig godt se, hvor mureren har været. Murstenene fra ismejeriet er nemlig højere end de mursten, der er brugt til resten af huset (de lave mursten kaldes Flensborg-sten).

Og så kom der også et vindue i. Det ser lidt sjovt ud, når en del af ismejeriets vægge stadig står der, men det er bestemt pænere!

Her er væggene praktisk talt væk. Så er det "kun" fundamentet og terrazzogulvet, der mangler.

Her er Rolf i fuld gang med at bryde ismejeriets terrzzogulv op med en stor kangohammer. Vi havde egentlig købt en lille kangohammer, men den var der slet ikke kraft nok i. Det tog nemlig et par timer at bryde bare et lille hjørne op. Og så må man jo låne sig frem til noget større værktøj! Terrazzo er i bogstaveligste forstand stenhårdt (haha), og selv med den store hammer tog det lang tid at få det brudt op. Som man kan se på billedet, går der også kun små flager af.

Her har Rolf fjernet det øverste lag af græsplænen foran det gamle ismejeri. I første omgang er det for at undgå, at der samler sig vand inde ved huset, når det regner. Men det er skam også led i en større plan, for vi har tænkt os at anlægge en parkeringsplads foran huset, og pga. niveauforskel mellem forhaven og indkørslen bliver vi nødt til at grave noget jord af. Her kan man også se, hvor meget affald der egentlig kommer fra sådan et projekt. Som sagt har Rolf været på affaldspladsen rigtig, rigtig mange gange!

Her er vi så endelig nået til vores arbejdsweekend. Husets facade havde set sådan ud et par uger, og i mine øjne ser huset altså lidt skizofrent ud. Hmm... Fra det grimme gule hus til det skizofrene hus? Det ser i hvert fald lidt underligt ud, når halvdelen af facaden stadig er gul og har et gammelt sort vindue i, mens resten af facaden er renset for puds og har fået et nyt vindue i.

Nikolaj kunne heldigvis godt hjælpe med at få gjort husets facade lidt pænere ved at fjerne det grimme, noprede, gule puds.

Se lige hvor pænt huset faktisk ser ud, når det ikke er gult! Det giver os bare et nyt dilemma... For hvad skal vi dog kalde det grimme gule hus, når det kun er tre af siderne, der er gule?! Det grimme halvgule hus? Eller skal det slet ikke længere hedde noget med "grimt"? For uden det gule puds synes vi da selv, at det begynder at se helt pænt ud. Facaden skal naturligvis pudses op, og køkkenvinduet skal også skiftes, men huset er da godt på vej til at blive pænt. Og nej, pudsen skal ikke males gul! Den skal have en dejligt neutral, lysegrå farve. Men vi modtager gerne forslag til, hvad vi skal kalde huset fremover :o)

Se så skulle man tro, at der var sket nok på vores arbejdsweekend, men næ nej. Da vi overtog huset for snart et år siden, stod der jo et kæmpe ahorntræ lige foran ismejeriet. Det blev ganske hurtigt fældet. Til gengæld stod træstubben der stadig, og den kæmpede både Rolf, Nikolaj og Bendix med at få gravet op. Her følger lidt billeder af den proces:

På dette billede er der allerede skåret en hel del rødder af. De var kæmpestore og særdeles genstridige. Det skyldtes til dels, at træet voksede på kanten af et gammelt havebasin - det tror vi i hvert fald, at det var! Det betød, at mange af rødderne voksede ned i bassinet, og da de ikke kunne komme videre ned i jorden, var flere af rødderne vokset sammen igen på kryds og tværs, så det var lidt af en udfordring at få dem fjernet. Her på billedet kan man se, at der inde i bassinet (og til venstre for træstubben) er muret lidt fundament op.


Her er Rolf og Nikolaj i fuld gang med at massakrere træets rodnet. Til højre i billedet kan man se den kæmpestore bunke af rødder, de allerede har fået op.

Pyha, så er der ikke så mange rødder tilbage! Og alligevel tog det 40 minutter mere, før stubben var væltet!

Jægeren med det nedlagte bytte :o) Så nåede de altså heller ikke længere på den lørdag - men det var vist også mere end rigeligt!

Til gengæld gravede Rolf selv videre om søndagen. Her kan man se det "fine" havebassin. Eller er det nu også det? Måske er det snarere et halvt dinosauræg (med indlagt hønsenet) eller en halv cocoon ;o) Uanset hvad formålet med det har været, er det nu et stort hul i jorden!

Som man kan se, er der stadig en del gravearbejde tilbage, før resterne af fundamentet og havebassinet er væk, og vi så småt kan begynde at anlægge en parkeringsplads. Men det skrider fremad og der sker noget. Og det i sig selv er rigtig fedt :o)

fredag den 1. oktober 2010

På barsel

De seneste mange måneder har der været fuld fart på. Vi har været til adskillige runde fødselsdage, arbejdet på hus og have og også arbejdet i al almindelighed. Og så naturligvis holdt et fantastisk bryllup! Derfor har der heller ikke været ret meget tid til at opdatere bloggen. Det er der heldigvis lidt mere tid til nu, for jeg er nemlig gået på barsel - og det er slet ikke så ringe endda! Jeg skal nok skrive ordentligt om vores skønne bryllup og uploade nogle billeder, men det må blive en anden gang. Lige nu handler mine tanker nemlig mest om barsel og babyforberedelser.

Jeg havde sidste arbejdsdag mandag d. 20. september, så der er allerede gået halvanden uge. Tiden flyver simpelthen af sted! Og sjovt nok er mine tanker allerede meget, meget langt fra hvad der sker på arbejdet - bortset fra at jeg savner mine søde kollegaer. Til gengæld er det skønt at have god tid til at slappe af. Og jeg synes faktisk også, at det er tiltrængt. Jeg har det heldigvis helt fint, men derfor er det da stadig lidt fysisk hårdt at slæbe rundt på en lille krudtugle.

Fra start af har jeg haft en hel masse planer for, hvad jeg skulle lave i løbet af min såkaldte graviditetsorlov, dvs. de 6 uger før min termin og før den lille frøken kommer ud. Indtil videre har jeg fået bestilt en barnevogn, vi har købt et puslebord og en kommode til hendes tøj, og så er jeg gået i gang med at vaske de to kæmpe sække med babytøj, som vi har fået af min bror. Jeg vil ikke sige, at vi er helt klar til hun kommer, men vi er heldigvis godt på vej. Og da der stadig er en måned til terminen, kan vi forhåbentlig nå også at få det sidste på plads, før hun kommer. Vi er i hvert fald ved at gøre klar til at lave en pusleplads til hende i det lille værelse i stueetagen. Rolf har malet fodpanelerne derinde (en af de mange ting, vi aldrig nåede, da vi flyttede ind) og mangler nu kun at sætte fejelister på. Derefter vil vi lave en pusleplads ved vinduet og ved siden af stille kommoden med hendes tøj. Så vi begynder stille og roligt at gøre plads til hende i vores liv. Og det er dejligt!

Jeg håber meget, at der også bliver tid til at få ryddet op i bare nogle af alle vores ting før hun kommer, men nu må vi se. Det absolut vigtigste er jo, at der bliver gjort klart til vores egen lille livlige, storsparkende guldklump :o)