søndag den 6. december 2009

Så er vi gået i gang med at male

I løbet af det seneste stykke tid har vi haft rigtig, rigtig travlt - det er derfor der har været stille herinde. Og hvad har vi mon så nået i løbet af al den tid? Rigtig meget! Lad os tage en lille statusopdatering...

I gangen og i de to værelser har vi hevet tapet ned, fjernet paneler, pudset op, spartlet, slebet, spartlet og slebet (ja, vi har gjort det to gange!). I soveværelset har vi pillet træloft ned og sat gipsplader op i stedet. I gangen har vi pillet et grimt nedhængt loft ned - og så har pilfingeren Rolf pillet ved nogle kabelbakker, der hang oppe under loftet, så der nu hænger elektrikerledninger ud i en vild forvirring.

I går kom vi endelig i gang med at sætte væv op. Det tog ret lang tid, for selvom vi har brugt usandsynlig lang tid på at prøve at lave pæne, lige vægge, var der alligevel en del lidt skæve (eller i hvert fald ikke pinligt lige) hjørner og kroge. Skal vi ikke bare sige, at det var lidt af en udfordring at blive færdige? Under alle omstændigheder resulterede det i, at vi først tog afsted fra huset kl. 3 om natten. Til gengæld fik vi også sat væv op i gangen, i de to værelser og på et lille stykke inde i stuen, hvor der har været hul til ismejeriet. Wohoo!

I dag begyndte vi så at male. Alle tre rum, vi havde sat væv op i, har vi malet med vævfylder. Vi har også malet lofterne i de tre rum. Det er bare helt fantastisk! Nu kan vi snart fornemme, hvor pænt det hele kan komme til at se ud :o)

Billeder siger jo som bekendt mere end ord, så her er et par før- og efter-billeder.


Gangen





Det lille værelse





Det er helt vildt så stor en forskel det gør, når vægge og lofter pludselig er hvide. Og det er skønt! Ganske vist skal der males et par gange mere alle steder, før vi er færdige, men det at kunne male betyder, at vi formentlig snart kan flytte ind i vores helt eget lille store grimme gule hus :o)

Det har tæret ret meget på vores overskud og energi at sætte i stand stort set hver aften efter arbejde og hver weekend. Derfor har vi spurgt venner og familie om hjælp til at blive færdige, så vi forhåbentlig snart kan flytte ind. I stuen, på bådeværelset og på toilettet er vægge og lofter derfor vasket grundigt ned med god hjælp fra familie og venner. De har også hjulpet med en del i haven og i ismejeriet. Det er vi meget taknemmelige for!

I køkkenet har jeg efterhånden fået vasket det meste ned... igen. Jeg holdt en pause med køkkenet mens vi støvede i de andre rum. I morgen kan vi forhåbentlig male loftet og det øverste af væggene i køkkenet. Vi kan forhåbentlig også få malet træloftet i stuen. Jeg forventer samme wow-effekt som i gangen, når de mørke trælofter bliver hvide - og jeg glæder mig til at se det :o)

tirsdag den 24. november 2009

Travlhed!

Hejsa... Jeg ville bare lige give et lille pip og sige, at vi ikke har glemt vores lille blog. Vi har bare rigtig travlt med at sætte i stand, og så er der bare ikke så meget tid tilbage til at opdatere bloggen. Men hvis du har lidt tålmodighed, så skal der nok komme lidt mere op - forhåbentlig - inden alt for længe :o)

fredag den 6. november 2009

Tagrenderensning, sømoptagning og andre gode projekter

I dag har vi igen været forholdsvis aktive både udenfor og indenfor. Vi startede godt nok dagen med at være lidt flade begge to - men det er vel heller ikke så mærkeligt efter flere dages fysisk arbejde, når vi nu begge to er vant til at sidde foran en computer.

Rolf havde lyst til at arbejde lidt udenfor. Det har regnet en del på det sidste, og det har dryppet ret meget ned fra vores tagrender. Derfor ville Rolf tjekke, om de mon var stoppet til.



Da han tjekkede det første nedløbsrør, viste det sig hurtigt, at det var HELT tilstoppet. Det nederste knæk på røretvar helt fyldt med noget, som nok engang har været blade, men som nu var helt formuldet. Det lugtede også af kloak... Lækkert! Da Rolf fik løsnet røret, væltede det pludselig ud med vand. Jeg fik desværre ikke et billede af det, men da vi nåede til næste nedløbsrør var jeg forberedt! Det var nemlig også stoppet helt til, og der stod vand helt op til toppen af røret.



Da Rolf fik vredet røret fri, skete det samme. Denne gang var jeg dog klar med kameraet! :o)



Igen var den nederste del af røret helt stoppet til.



Og det blev til følgende "efterladenskaber"... Puha-adr!



Vi fandt ud af, at tagrenderne rundt om ismejeriet også var ret fyldte - selvom nedløbsrøret dog ikke var stoppet. Så Rolf stillede sig op på taget og skovlede spændende ting op ad tagrenderne. Imens var jeg behjælpelig med at komme med sorte sække til tagrendesnasket, med fyldte vandkander til at skylle efter  med samt en kost til at feje taget med. Da Rolf havde fyldt noget af snasket i en sort sæk, ville han kaste den ned fra taget. I sekundet før han kastede den, sagde han, at den måske godt kunne gå i stykker, når den landede. Så gav han slip og SPLAT!



Bemærk hvordan skidtet er spredt i brede stråler ud fra sækken. Og så skal jeg vist lige tilføje den lille detalje, at jeg stod nede på jorden og ikke kunne nå at komme i dækning før Rolf gav slip på sækken... Så mine bukser blev også snasket til. Tak for det Rolf :oP



Alligevel kravlede jeg op på stigen, helt op til taget, for at se om jeg kunne hjælpe med mere. Her var kære Rolf så så flink, at han hældte vand fra vandkanden ned ad skulderen på mig. Han påstod godt nok, at han sigtede efter tagrenden og bare ramte forkert. Men mon det nu er rigtigt, når man ved, hvor stor en drillepind han er? ;o)

Det var så alt det udendørs arbejde. Indendørs fik Rolf fjernet gipsplader inde i ismejeriet. Så nu kan vi se de fine flisevægge fra den gamle butik. Det er altså lidt hyggeligt :o)



Derudover gik Rolf i krig med gulvet ude i køkkenet. Det er linoleumsgulv, og det kan Rolf ikke fordrage.



Under linoleummen var der et lag af korkgulv. Under korkgulvet var der store plader, der var sømmet fast. Under pladerne var der det oprindelige plankegulv - i det meste af køkkenet.



Som man kan se på billedet, så dækker plankerne desværre ikke hele gulvet. Dvs. vi bliver nok nødt til at lægge noget billigt parketgulv ovenpå. Under alle omstændigheder skal det nok blive pænere end den slidte linoleum! Nårh ja, så var der lige det med de plader, der var sømmet fast. Nu talte jeg altså ikke antallet af søm, men det tog skisme lang tid at pille dem allesammen op! Og så var det trods alt lidt hyggeligt arbejde for en systematisk autist som mig ;o)



For at slutte dagen ordentligt af, brugte vi lidt tid på at rydde op. Så selvom det stadig er en byggeplads, så ser der faktisk forholdsvis fint ud :o) 

Det lille værelse

Her mangler jeg at fjerne lidt lim fra væggene. Ellers er der klar til at blive spartlet ud, og derefter kan vi sætte væv op.

Vores soveværelse

Her har Rolf pudset de tre vægge op. Væggene skal også spartles for at få en mere jævn overflade, før vi sætter væv op. Derudover skal der sættes en ny dør og dørkarm i.

Vores gang

 Her har jeg efterhånden næsten fået fjernet alt tapetet. Her skal der også spartles lidt ud, før vi kan sætte væv op.

Nu er jeg vist efterhånden også ved at være færdig med mit marathon-indlæg ;o)

onsdag den 4. november 2009

Det grimme gule hus...

De sidste par dage har der virkelig været tryk på.

I går var mine forældre forbi og give et nap med. Min mor skrubbede løs på badeværelset, der nu ser markant mindre klamt ud. Min far gik i krig med det store grantræ ud for vores hoveddør. Han fjernede grene på de nederste 4-5 meter af stammen, så nu har vi en stor bunke julegran liggende i haven :o)

Jeg har fået ryddet vores forhave for savsmuldsrester, grene og brænde. Så nu ser forhaven tilnærmelsesvis pæn ud. Altså, så pæn som en jordet forhave nu kan se ud ;o) Da jeg var færdig med det, kastede jeg mig over havegangen, der går rundt om vores hovedindgang. Indtil nu har den været ret tilgroet med efeu, og det har set ud som om, flisegangen kun var ca. 40 cm bred. Efter jeg gik til den, ser det nu ud til, at flisegangen er ca. 1 meter bred! Det er lidt vildt, at det hele bare har været så tilgroet! Derudover har jeg afdampet det meste af tapetet i vores gang.

Rolf har været rigtig aktiv og har pudset væggene i vores soveværelse op med sandspartel. Så nu ser der rigtig fint ud derinde :o)

Og så har vi begge to hentet vores nye vaskemaskine, som Rolfs mor har doneret :o) Det lykkedes os at flytte den helt ned i kælderen ved hjælp af en sækkevogn. Det er jeg godt tilfreds med, for sådan en er skisme tung!

I dag har Rolfs søster Vega været på besøg og hjulpet med at vaske vores lækre, nikotingule stue ned. Nu er stuen marginalt pænere, men det kræver vist et par afvaskninger mere, før der er rent nok til, at vi kan male.

I dag ringede vores nabo også på. Hun virker rigtig flink og fortalte en lille sjov detalje, som jeg bliver nødt til at dele. Hun sagde nemlig, at vores hus i lokalområdet bliver omtalt som "det grimme gule hus". Og det kan vi jo kun være enige i! Så fra nu af bliver det nok sådan vi kommer til at omtale vores hus ;o)

mandag den 2. november 2009

Lad genopbygningen begynde!

Hele denne uge har vi taget fri fra arbejde for at kunne give den en skalle med istandsættelsen. I dag er vi så endelig gået i gang med genopbygningen. Jeg har spartlet en masse huller ud i vores lille værelse, og Rolf er begyndt at pudse væggene op i vores soveværelse. Så nu begynder det virkelig at skride fremad, og det er rigtig skønt :o)

Hvad har vi egentlig gang i?

Hep hey, så er der sket en masse mere i vores lille store hus. Indtil videre har vi primært fortalt om, hvad der er sket i haven. Det skyldes nok i høj grad, at det er der, man bedst kan se fremskridt. For lige så snart man er færdig med at slå græs, klippe ned osv., jamen så er man jo netop færdig! Indendørs er det en lidt anden snak, for der er der både nedrivning og en længere opbygningsproces, før man kan se et reelt resultat. Så det er ikke helt lige så sjovt ;o)

Meeen nu tror jeg vist, at det er tid til at fortælle lidt om, hvad der sker indendørs. Det er bare ikke sådan helt let at forklare, hvordan det hele hænger sammen, og hvordan værelserne er placeret i forhold til hinanden. Derfor har jeg forsøgt at tegne grundplanen for stueplanet i vores hus. Den ser nogenlunde sådan ud:



Og hvad har vi så egentlig gang i nu? Nu skal du høre...

Køkken
Her har jeg brugt rigtig, rigtig meget tid på at vaske ned, vaske mere ned og vaske endnu mere ned... Og jeg er stadig ikke færdig! Til gengæld er køkkenet gået fra at være ret klamt, fedtet og nikotingult til at være tilnærmelsesvis behageligt at være i. Men det kræver skisme knofedt at få det rent!



Hey! Hvem har tisset i spanden?! Nårh nej, det er jo bare en spand med nikotinvand. Adr! Vandet stammer fra en afvaskning af træloftet i køkkenet. Jeg havde vasket det af med grundrens to gange og skulle bare lige tørre det af med rent vand... Så indholdet i spanden er rent vand og nikotin fra kun to loftsbrædder på ca. 1,2 meter, dvs. ca. 1/4 m2. Det er godt nok ulækkert!

Rolf har pillet en klam udsugning ned over komfuret og sat nyt loft op, hvor den sad. Men det er vist også den eneste "genopbygning", der er sket i køkkenet.

Der mangler stadig en del afvaskning, men når engang jeg bliver færdig, skal loft, vægge, fliser og køkkenelementer males, bordpladen skal skiftes og der skal lægges laminat-træ-gulv (til erstatning for det nuværende laminatgulv).

Værelse
Her har vi hevet og dampet alt tapetet ned og af. Rolf har også fjernet gulvpaneler i hele rummet samt et træpanel fra gulv til loft på den ene væg. På den samme væg sidder der stadig noget irriterende lim tilbage på væggen, som er møgbesværligt at få af. Men det er til gengæld også det eneste, der mangler at blive hevet ud, før vi kan begynde at genopbygge.

Her skal væggene pudses op/spartles ud, der skal væv på, og der skal males. Derudover skal gulvet afhøvles og lakeres, og loftet skal males.



Soveværelse
I soveværelset var der et træloft, som Rolf har hevet ned. Han har også fjernet alle paneler, dørkarmen og en skydedør. Da han begyndte at hive den fantastiske hessian ned, fulgte der et 2-3 mm tykt lag puds med. Så der kommer til at være en hel del pudsearbejde, før vi kan sætte væv op og male. Her skal gulvet også afhøvles og lakeres. Loftet er ikke så pænt, så der skal sættes gipsplader op som et nyt loft.



Gang
I gangen var der et mærkeligt nedhængt loft, som Rolf har taget ned. Oppe under loftspladerne er loftet malet sort og fyldt med masser af spindelvæv. Gulvet var et smukt laminatgulv med sorte og hvide skaktern, og Rolf har arbejdet hårdt for at fjerne det. Som i de to værelser skal loftet males, tapetet skal tages ned og der skal sættes nyt væv op, væggene skal males, og gulvet skal afhøvles og lakeres.



Badeværelse og toilet
Her skal vægge og lofter males, fliserne skal rengøres, og Rolf vil muligvis lægge nye fliser på gulvet som erstatning for det nuværende mosaikgulv. Og så skal der gøres rigtig, rigtig grundigt rent! De skabe, der sad på væggene, de mærkelige knager samt de jordslåede gardiner/badeforhæng er taget ned og smidt ud.



Opholdsstue og spisestue
Vægge og trælofter skal vaskes ned og males, og gulvet skal afhøvles og lakeres.



Ismejeri
Navnet på dette rum afspejler ikke, at vi skal have is-rum derude. Nej, det skyldes, at det rent faktisk har været et ismejeri i gamle dage, hvor folk kom og hentede isblokke til deres isskabe. Det betyder også, at der er fliser inde bag ved beklædningen på væggene :o)



Planen for dette rum er... at det skal rives helt ned! Hvis huset kun havde været i et enkelt plan, havde vi nok ikke villet fjerne det. Men eftersom vi har både kælder og (får) første sal, så har vi rigeligt med plads. Fra vejen ser værelset ud som en lidt mærkelig og grim tilbygning, så hvis det fjernes, bliver huset mere harmonisk at se på. Samtidig vil vi få en hel del mere lys ind i stuen, som så også bliver hyggeligere at være i. Endelig vil vi få frigjort noget plads foran huset, hvor vi på sigt regner med at etablere et par parkeringspladser til os selv og/eller til gæster. Ude foran huset er der nemlig parkering og standsning forbudt, fordi der er et busstoppested.

Rummet skal rives ned senest til foråret, hvor vi skal have lagt dræn rundt om huset. Men præcis hvordan det skal se ud, hvilket vindue vi skal have i osv., det har vi ikke taget stilling til endnu

lørdag den 24. oktober 2009

Nu har vi - næsten - fået en helt ny have

Da vi overtog huset, var haven et stort vildnis. Det fik Rolf ændret på i løbet af denne uge, da han fik gjort noget så simpelt som at slå græs. Selve græsslåningen var vist ikke helt simpel, for græsset var ret langt. Til gengæld har det gjort en kæmpe forskel for, hvordan vores have ser ud. Mit før-billede er nok ikke helt repræsentativt, men det er det tætteste på, jeg kan komme. Her er det naturligvis vigtigst at lægge mærke til længden på græsset ;o)





Her er et efterbillede, hvor græsset er slået. Her kan man virkelig se, hvor stor en forskel det gør for vores have. De mange ting, der ligger på græsplænen, er nogle af de fantastiske ting, som sælger efterlod ;o)

I dag er vores have dog fået endnu et ansigtsløft. Rolf og hans gode ven Søren har nemlig været destruktive og revet vores faldefærdige garage ned. Det var en ganske underholdende proces at følge, så i stedet for at fortælle en masse, vil jeg hellere illustrere med nogle billeder af processen.


Skuret før nedrivningen - med faldefærdigt tag og det hele ;o)

 
Her er både tag og den ene sides beklædning fjernet.

 
Så blev den første side væltet.


Derefter blev forenden rykket fri.


Her hænger begge sider af skuret på en dejligt kunstnerisk måde.


Her er det de sørgelige, sidste rester af skuret, der er tilbage.


Og voila, så er skuret helt væk :o)


Til sidst er her et billede af huset fra haven, nu helt uden skur og med frit udsyn helt ud til vejen. Og således er vores have nu - næsten - helt ny! I hvert fald i forhold til vildnisset med den faldefærdige garage, som vi overtog ;o)

Der er også sket en hel del inde i huset, men mere om det en anden dag!

mandag den 19. oktober 2009

Første arbejdsweekend

Så er der ellers kommet gang i forbedringerne!

Hen over weekenden er der sket rigtig, rigtig meget - og vores naboer er vist ikke i tvivl om, at der er kommet nye ejere af huset. Den største forskel er nemlig sket ude foran. Da vi overtog huset, var alting tilgroet.

Men det fik et godt hold af vores familie gjort noget ved! De gik allesammen virkelig til den, og i løbet af lørdagen blev vores forhave forvandlet fra et vildnis til noget, der tilnærmelsesvis ser pænt ud. Eller... Måske er det ikke ligefrem blevet pænt, men nu er træet, den tilgroede græsplæne og de fleste af de vildtvoksende buske og andre gevækster blevet skåret ned, så man rent faktisk kan se huset. Det betyder også, at man nu noget bedre kan se potentialet i huset - for slet ikke at nævne, at huset også er væsentligt lysere indvendigt. Nok snak, billeder siger mere end 1000 ord! Her er et før- og et efter-billede:





Så mangler vi bare at rydde det indvendige af huset samt hele baghaven... For slet ikke at snakke om, at vi også skal have gjort det hele pænt igen ;o)

Vi fik dog også selv gjort et pænt indhug i arbejdsopgaverne. Rolf fik ryddet det meste af vores faldefærdige garage. Da han startede, var garagen stopfyldt med ragelse, og da han var færdig, stod der kun træ tilbage, som vi kan bruge i brændeovnen. Lad mig igen demonstrere med et par før- og efter-billeder:





Og før-billedet er ikke engang repræsentativt for, hvor fyldt garagen var, da vi overtog huset! Rolf nåede nemlig at fjerne en del, før jeg kom forbi med mit kamera.

Jeg brugte mest tid på at gøre rent i køkkenet samt naturligvis på at prøve at dokumentere forvandlingen :o) Sælger var storryger, så derfor skal hele huset vaskes ned indvendigt. Derudover gik han vist ikke specielt meget op i at gøre rent ;o) Så... Der er rigeligt arbejde til alle med rengøringsvanvid! Et af de værste rum er nok køkkenet, for her er der en dejlig blanding af nikotin og det skidt, som uundgåeligt samler sig i et køkken. Og når der så ikke er blevet gjort ordentligt rent i rigtig mange år, ja så bliver der altså ulækkert! Selvfølgelig er der mange krinkelkroge i et køkken, men her er et klokkeklart bevis på, at rengøring gør en forskel! Jeg ordnede med vilje kun halvdelen af vinduet, så man virkelig kunne se forskellen - og selv det, jeg har ordnet, skal minimum have en omgang mere... før det er klart til at blive malet ;o)



Lørdag aften spiste vi pizza fra den lokale pizzamand i Emdrup, og det var tilsyneladende en rigtig dårlig ide! Jeg fik nemlig diarre, rigtig ondt i maven, kvalme og koldsved, så hele søndag tilbragte jeg i pendulfart mellem sofa og toilet. ØV! Det betød også, at det kun var Rolf, der kunne lave noget søndag. Men det fik han også gjort!

Han fik fjernet denne skydedør:



Han fjernede også nogle grimme plader fra loftet i gangen, så nu har vi et grimt, sort loft med masser af ledninger og spindelvæv:



For slet ikke at nævne det smukke, gamle, blomstrede tapet ;o)



Så nu venter vi spændt på, hvilke andre spændende ting vi finder, når vi får revet lidt mere ned. Det bliver skønt, at komme videre :o)

torsdag den 15. oktober 2009

Endelig husejere!

I dag er den store dag, hvor vi endelig har fået vores helt eget hus :o)

Vores hus ligger på Stengårds Allé 97 i Lyngby. Vi var ude at se det første gang torsdag d. 10. september. Derefter fulgte en meget lang weekend med mange lange diskussioner og spekulationer. For vi syntes begge to, at huset var spændende, men var det nu også det rigtige? Jo mere vi snakkede, jo mere sikre blev vi. Tirsdag d. 15. september bød vi på huset - og torsdag d. 17. fik vi at vide, at sælger også havde skrevet under. Derefter fulgte en måneds tid med en masse bøvl med ejendomsmægler, bank, forsikringer osv. før det hele faldt på plads og vi endelig fik huset.

Huset ligger midt i et villakvarter ca. 2 km fra Lyngby station. Det ligger på en grund på 678 m2, og det består af en stueetage og 1. sal på i alt 150 m2 samt 70 m2 kælder. Både hus og have trænger til et par kærlige hænder, så vi får rigeligt at se til! Haven er vores helt eget vildnis med en multi-plæne bestående af 50 % mos og 50 % knæhøjt græs - samt en masse vildtvoksende buske og træer. Selve huset trænger også gevaldigt til at blive sat i stand, men meget af det er heldigvis kosmetisk og kan klares med knofedt, adskillige liter grundrens og en hel masse maling. Lige nu er det knapt så kønt, men det har potentiale til at blive superlækkert :o)

Så nu glæder vi os rigtig meget til rent faktisk at komme i gang! Og så håber vi på, at vi kan flytte ind i løbet af en måneds tid. Det bliver rigtig, rigtig spændende :o)