Ja… Det er faktisk allerede fire uger siden vi blev forældre! Når man skal passe på et lille pus, er der bare ikke så meget tid til at sidde foran computeren og skrive, for jeg vil meget hellere bruge tid sammen med hende! Det har altså taget en del tid at skrive ned, men lad mig fortælle historien om, hvordan vores lille datter kom til verden :o)
Igangsættelse tirsdag aften
Efter at være gået 6 dage over tiden, blev ventetiden for meget tirsdag d. 9. november. Jeg bad derfor Rolf om at komme tidligere hjem fra arbejde, så vi kunne tage ind til Gentofte og blive sat i gang. Da han kom hjem, ringede jeg til Gentofte og efter lidt kommunikationsbøvl (der var vist kommet en ind, som skulle akut ned på fødegangen og derfor havde de glemt at de skulle ringe tilbage til mig. Ikke den fedeste times ventetid!) var vi på hospitalet ved halv 5-tiden.
Ved 5-6-tiden kom der en jordemoder ind til os. Hun forklarede, hvordan det foregår, når man bliver sat i gang. Så mærkede hun på min livmoderhals og sagde, at den allerede var begyndt at blive blød. Hun lagde en stikpille op bag livmoderhalsen, hvorefter jeg skulle blive liggende en times tid, så stikpillen blev liggende og kunne virke. Imens vi ventede, fik vi lidt smørrebrød som aftensmad. Da vi havde været der en time, tog vi hjem for at sove, og så havde vi en aftale om at komme igen næste morgen kl. 8.30, så de kunne tjekke, hvordan det gik og eventuelt lægge endnu en stikpille op. De sagde i hvert fald, at det var meget normalt, at man som førstegangsfødende fik 2-3 stikpiller, før der skete noget.
Vi var hjemme ved 8-tiden, og så satte vi os og hyggede lidt i sofaen. Ved 10-tiden gik vi i seng, for vi vidste jo, at der var en vis sandsynlighed for, at den lille krudtugle ville komme ud næste dag. Så var det bare med at få sovet! Der gik dog ikke lang tid, før jeg begyndte at få veer. Da klokken blev halv 3, kunne jeg ikke rigtig sove længere, så jeg stod op igen. Jeg gik ind i stuen og så fjernsyn, gik lidt rundt og prøvede at slappe så godt af som muligt, når jeg havde veer. Jeg koncentrerede mig også om at trække vejret roligt med lange indåndinger gennem næsen og puste ud med modstand gennem munden – som min dejlige mor har lært mig. Det var nærmest en form for meditation, og det hjalp rigtig meget. Det blev nemlig lettere at holde veerne ud OG gjorde det muligt at slappe af samtidig, så livmoderen fik god mulighed for at arbejde og udvide sig.
Da Rolf vågnede om morgenen d. 10. november, sagde jeg ”jeg tror vi bliver forældre i dag”. På det tidspunkt havde jeg veer ca. hvert 5. minut, og de varede lige under et minut hver. Man hører jo, at det er der, man skal komme på hospitalet – og det passede heldigvis meget godt med, at vi skulle komme derind kl. halv ni.
På fødemodtagelsen om onsdagen
Efter en køretur hvor Rolf kørte så pænt som han overhovedet kunne, nåede vi frem til Gentofte og afdeling 17 – fødemodtagelsen. Her kom vi ind og blev modtaget af vores konsultationsjordemoder Rikke og hendes jordemoderstuderende Gabriella. Det var rigtig dejligt at se et par kendte ansigter! Vi kom ind på samme stue, som vi havde ligget på om aftenen. Kort efter kom både Rikke og Gabriella ind og undersøgte mig. Livmodermunden var stort set væk – på nær en lille bule bagtil. Det betød, at de var lidt i tvivl om, hvad de egentlig skulle gøre; enten skulle de lægge en ny stikpille op eller også skulle de give mig et lavement for at sætte lidt mere gang i veerne. Efter de havde vendt det med deres kollegaer, valgte de at give mig et lavement. Selve lavementet tømte tarmene ret effektivt plus jeg fik kvalme af lugten og endte med at kaste min morgenmad op. Men så var systemet også tømt og jeg var klar til at fokusere på fødslen.
Efter jeg var kommet ud fra toilettet (det tog et godt stykke tid!) fik jeg de labreste mormortrusser på, med noget der snarere var en ble end et kæmpebind i. Og så fik vi at vide, at det ville være rigtig godt, hvis jeg kunne komme op og gå en tur. Når man er oprejst er der jo lidt ekstra pres på livmodermunden, og så skulle man gerne udvide sig hurtigere. Vi gik derfor en tur udenfor i det fantastiske vejr: kold støvregn! Med jævnlige pauser hvor jeg måtte stå lænet op ad Rolf og stritte med bagdelen (det var nu en gang sådan, det var lettest at håndtere smerterne) kom vi stille og roligt ned til kiosken midt på hospitalets område. Her købte vi en gang franske mandler og dronningemandler og gik derefter tilbage mod fødemodtagelsen.
Da vi kom tilbage, lagde jeg mig ret hurtigt op på sengen igen, så jeg kunne slappe af. Herefter er jeg ikke helt sikker på den præcise rækkefølge af, hvad der skete. Jeg tror Rikke kom ind og kiggede til os, og vi fik en gang frokost i form af varmt andebryst, kartofler og salat. Jeg kunne næsten ikke spise noget, og der gik da heller ikke mange timer før jeg kastede maden op igen. Det må have været min krops måde at gøre sig klar til fødslen. Jeg koncentrerede mig om at trække vejret og slappe af, når jeg havde veer, og imellem veerne faldt jeg mere eller mindre i søvn. Og så gav jeg Rolf strenge ordrer om, at han ikke måtte spise de mandler, vi lige havde købt. Det larmede nemlig afsindigt meget, når han tyggede ;o)
Kl. 13.25 kom Rikke og Gabriella ind og mærkede på min livmodermund. Jeg var nu 4 cm åben og dermed i aktiv fødsel. Fostervandet var ikke gået endnu, så Rikke prikkede hul på fosterhinden med noget, der mest af alt lignede en forvokset hæklenål. De sagde, at fostervandet var svagt lysegrønt, hvilket betyder, at den lille dame har haft afføring inde i min mave. Det kan være et tegn på, at barnet er stresset, men når farven var så svag, var det et godt stykke tid siden, så det var ikke farligt.
Efter de havde taget vandet, tog veerne til i styrke – hvilket var hele pointen med at tage vandet! Det begyndte at gøre rigtig ondt over lænden, og veerne blev sværere at holde ud. Jeg fik derfor tilbud om enten at få lagt akupunktur eller steriltvandspabler for at smertelindre. Valget faldt på steriltvandspabler, som betyder, at man sprøjter en lille smule sterilt vand ind under huden, der hvor det gør ondt. De kaldes også bistik, for det gør pisse fucking ondt at få dem lagt. Til gengæld sender kroppen så en masse endorfiner til området for selv at smertelindre. Smart! Jeg skreg af smerte, da vandet blev sprøjtet ind, men det hjalp og gjorde det lettere at udholde smerten over lænden. Derudover hjalp dejlige Rolf også rigtig meget ved at holde hånden på lænden og trykke imod, når jeg havde veer. Han kom også med kolde klude til at lægge på min pande, hvilket var rigtig rart. Jeg tror ikke helt han følte, at det var den store hjælp, men det var uvurderligt at have hans støtte! Bare visheden om, at han var der, gjorde mig tryg, så jeg bedre kunne klare veerne.
I løbet af eftermiddagen begyndte smerterne at blive rigtig svære at holde ud kun med brug af vejrtrækning, steriltvandspabler og modtryk på lænden. Rikke sagde derfor, at jeg nok snart skulle ned på fødegangen. Efter hvad der føltes som en evighed, kom der derfor en jordemoder Louise op fra fødegangen for at tage os med derned. Jeg gætter på, at det må have været lidt efter 4, hvor der er vagtskifte. Rikke og Gabriella kom også lige ind på stuen og gav hånd og sagde pænt farvel.
På fødegangen sent onsdag eftermiddag
Der er en lang gang fra fødemodtagelsen til fødegangen, og den tur fik jeg selv lov til at gå. Igen er pointen, at barnets tryk skal få livmodermunden til at åbne sig yderligere. Det foregik sådan, at Louise kørte den seng, jeg havde ligget i, og så gik jeg bagved og holdt fast i fodenden. Når jeg så fik veer, kunne jeg læne mig ind over fodgærdet (er der overhovedet noget der hedder det?), så det var lettere at holde veerne ud. De gange vi har været til konsultation hos Rikke, har jeg set nogle få kvinder med veer, der har gået ned mod fødegangen. I forhold til dem synes jeg, at jeg gik forholdsvis stærkt og umiddelbart havde mere overskud. Fx skulle vi forbi et sted med døre ud til kulden på begge sider. Der var en ve på vej, men jeg holdt den nede til vi var kommet forbi, så jeg ikke skulle stå i døråbningen og fryse samtidig med, at jeg havde veer. Det synes jeg da egentlig selv er meget godt gået :o)
Da vi kom ned på fødestuen fik jeg sat akupunkturnåle i lænden for at smertelindre. Jeg fik at vide, at jeg godt kunne ligge på nålene, men da jeg prøvede, stak de bare. Ud med dem igen! Rolf siger godt nok, at jeg nærmest kastede mig ned på ryggen og at det måske ikke var så underligt, at det gjorde ondt. Bah! Hvad ved han? Han har jo ligesom aldrig prøvet at have veer :oP
Akupunkturen virkede altså ikke, og jeg havde ikke voldsomt meget lyst til at få lagt nye steriltvandspabler. Veerne gjorde ondt nok, så jeg havde ikke behov for at påføre mig selv mere smerte. Til gengæld fik jeg så en maske med lattergas, og det var et hit! Jeg havde det som om jeg havde en gedigen kæp i øret. Altså, veerne gjorde sådan set stadig ondt, men når jeg fik lattergas blev jeg så skæv, at jeg blev ligeglad. God opfindelse!
Man må godt række tunge når fotografen driller!
Efter jeg fik masken med lattergas i hånden, følte jeg, at jeg fik kontrollen igen. Det er egentlig lidt paradoksalt, for i virkeligheden var jeg ret langt væk og havde meget lidt kontrol over min krop, når jeg havde masken for munden. Men det var vel også lidt meningen. Under alle omstændigheder blev det langt lettere at holde veerne ud. I hvert fald lige indtil jeg begyndte at få pressetrang. På trods af lattergassen føltes det som en meget voldsom og stort set uimodståelig trang til at presse. Jeg ved, at man helst ikke skal presse med, før man er helt åben, for så kan man gøre ret slem skade på sig selv, dvs. man kan briste i underlivet. Det var både svært og særdeles ubehageligt at lade være med at presse med. Rolf fik også klemt sine fingre pænt meget, mens jeg prøvede at holde imod. Jeg fik også konstateret, at man altså ikke kan gispe med en maske for munden. Men det hjalp alligevel lidt at gispe (med uden maske), for man kan nemlig ikke presse, når man gisper. Når man skal presse et barn ud, presser man på samme måde, som når man skal lave stort, og det kan man sjovt nok heller ikke, medmindre man holder vejret. Smart, ikke?! ;o)
Jeg sagde til Louise, at jeg havde haft pressetrang under to veer. Hun sagde, at det da også var et godt stykke tid siden, de havde tjekket, hvor meget jeg havde åbnet mig. Så hun tjekkede og sagde, at jeg faktisk var 9 cm åben. Det var ret fedt at få at vide, for det betød, at der nok ikke var så lang tid igen. Hun sagde dog, at jeg stadig skulle holde lidt igen og prøve at gispe, når jeg fik pressetrang. Heldigvis gik der ikke ret lang tid, før hun sagde, at jeg gerne måtte presse med, hvis jeg følte trang til at presse.
Da den næste ve kom, hvor jeg fik pressetrang, pressede jeg naturligvis med. Der gik ikke lang tid, før hun sagde, at det lille pus havde samme hårfarve som sin far. Hun sagde også, at det gik rigtig godt. Efter nogle få veer kunne jeg mærke, at hovedet kom ud. Jeg kunne presse 2-3 gange i hver ve, og da der stadig var lidt ve tilbage, pressede jeg til og smut, så var hun ude! Kl. 17.40 :o) Jeg kunne se, at det vist gik lidt hurtigere, end Louise havde regnet med, for det så ud som om hun lige måtte gribe vores lille glatte baby.
Endelig kom hun ud!
Louise og den hjælpende SOSU-assistent tørrede det lille pus af, og så kom hun med det samme op på min mave. Det passede tilsyneladende ikke helt den lille dame at være kommet ud i den store kolde verden, for 15 sekunder efter hun var kommet ud, begyndte hun at skrige. Der gik dog ikke lang tid før hun faldt til ro, og så lå hun bare og kiggede på os med sine store mørkeblå øjne. Vi kiggede igen på det lille dejlige væsen, som vi havde glædet os til at møde i 9 måneder. Og hun er vidunderlig! Det både var og er fuldstændig ufatteligt, at vi er blevet forældre til sådan et lille fantastisk væsen!
Er det sådan du ser ud mor?
Rolf fik lov til at klippe navlesnoren over eller – som det hedder i fagsprog – at ”afnavle” den lille dame. Og så var hun formelt set ikke længere afhængig af mig. Altså... Ikke gennem navlesnoren i hvert fald. Hun er jo stadig fuldt ud afhængig af min mælk og vores begges kærlighed og omsorg. Og apropos mælk, så viste de os med det samme, hvordan jeg kunne lægge hende til, så hun kunne begynde at sutte lidt på mine brystvorter og få lidt råmælk.
Vi fik lidt tid alene på fødestuen, før det lille pus blev målt og vejet. Og så kom SOSU-assistent ind med en bakke med lidt ristet brød, te og saft. Der var også et lille flag på bakken, for det var jo lige netop den lille dames fødselsdag :o) Det gav os også lidt tid til at informere vores forældre. Vi blev enige med det lille pus om, at Rolf skulle sende en sms med teksten ”17.40" til vores forældre. Man kan jo lige så godt starte tilværelsen med at drille – og det virkede ganske efter hensigten ;o)
Efter vi havde haft lidt tid for os selv, kom Louise ind igen og målte og vejede det lille pus. Den lille dame var 53 cm lang, vejede 3540 g og var 33 cm både om hovedet og om maven. Og så både var og er hun bare helt perfekt! Hendes APGAR-score (en vurdering af nyfødtes tilstand hhv. 1 og 5 minutter efter fødslen) var også 10 (det højest mulige). Jeg er sikker på, at fagfolkene på en fødegang altid roser de nyfødte, men det lød til, at de rent faktisk syntes, at vores lille baby var rigtig fin – og det er hun altså også!
Som rutine giver man nyfødte en indsprøjtning med K-vitamin (hvis forældrene er med på den naturligvis). K-vitamin hjælper blodet med at størkne, og det er derfor vigtigt at give til de få børn, som har indre blødninger efter fødslen. Det er et problem, som kun berører ganske få børn, men det er ikke til at vide, hvilke børn det drejer sig om. Netop derfor tilbyder de det til alle som en sikkerhedsforanstaltning. Da den lille frøken skulle have indsprøjtningen, kom hun over til sin far. Dvs. en af de første gange hun var i sin fars arme, får hun en indsprøjtning, som jo gør lidt ondt. Jeg synes det var lidt tarveligt, at hun fra start af skulle forbinde sin far med noget ubehageligt! Louise sagde dog, at det var meget godt for hende at lære, at man også kan blive trøstet hos sin far, så måske var det ikke helt så dårlig en ide endda.
I fars arme :o)
Da vi havde snakket med vores forældre, den lille dame var blevet målt, vejet og havde fået K-vitamin, og jeg både havde født moderkagen og var blevet lappet lidt sammen (jeg bristede to steder. Det var en af de ting, jeg havde frygtet på forhånd, men det var jo bare totalt ligegyldigt i forhold til, at det lille pus kom godt ud), skulle vi køres op på barselsgangen. Før vi kørte, skulle Rolf dog lige sætte en nål i en tavle på fødegangen, der viste, hvor mange små børn der var blevet født.
På enestue på barselsgangen onsdag aften
På barselsgangen fik vi vores eget værelse (enestue), hvor Rolf også kunne overnatte. Der stod en fin lille vugge, som vi lagde hende ned i, og så stillede vi den mellem vores to senge, så vi begge to kunne holde øje med hende i løbet af natten. Vuggen havde gennemsigtige sider, så vi kunne ligge og se på hende i løbet af natten – og omvendt. Det meste af den første nat var hun nemlig lysvågen og kiggede meget intenst på mig. Og jeg kunne slet ikke få øjnene fra hende. Tænk at det virkelig var vores barn! Det var jo helt ufatteligt! Det var jo lige præcis hende, vi havde ventet på i så mange måneder, og så lå hun bare der og så dejlig ud. Helt ubeskriveligt!
Ingen af os fik særligt meget søvn i løbet af den første nat. Der kørte simpelthen for meget adrenalin og (for mit vedkommende) alt for mange hormoner rundt i kroppen til at jeg kunne sove. Vi vågnede også begge to ved den mindste lille lyd fra det lille pus. Og så kiggede Rolf og jeg på hinanden og snakkede om, hvor ufatteligt det var, at vi nu var blevet forældre til sådan en fin og perfekt lille pige.
Familiebesøg og jordemodertjek om torsdagen
I løbet af hele graviditeten havde vi snakket om, hvad vi mon skulle kalde vores barn. Vi havde særdeles svært ved at finde på drengenavne, som vi kunne lide og var enige om, så det var dejligt at få at vide, at vi ventede en lille pige. Der gik ikke lang tid, før vi blev ret enige om, at vi godt kunne lide navnet Freja (Rolfs forslag). Vi var også enige om, at hun skulle have et mellemnavn, og her kunne vi begge to godt lide Isabella (mit forslag). Så i flere måneder før hun blev født, regnede vi med, at hun skulle hedde Freja til fornavn og Isabella til mellemnavn – hvis hun da ellers lignede en Freja! Det er vel at mærke ikke Freja Isabella som dobbeltnavn. Det er der ikke nogen grund til. Jeg synes det var svært at vurdere, hvad hun egentlig lignede, men i løbet af onsdag aften og torsdag morgen blev vi enige om, at vores lille datter skulle hedde Freja Isabella Carstensen :o)
Fars lille pige i mors arme :o)
I løbet af torsdagen havde vi besøg af vores familier. Farmor og mormor var de første, der så Freja. Farmor Lisbeth fik at vide, at hun kunne komme i løbet af torsdagen (før besøgstiden), og hun sagde straks "Jeg kan komme med det samme!". Kort før hun kom, sendte jeg en sms til mormor Else (min mor – Rolfs mormor hedder nemlig også Else) om, at hun selvfølgelig gerne måtte komme forbi, hvis hun var nysgerrig. Hun var der inden for 5 minutter! Så pludselig stod lille Frejas farmor og mormor begge to og kiggede på hende og os med tårer i øjnene.
Vores smukke lille datter med de store blå øjne!
Senere på dagen fik vi besøg igen af vores forældre, Rolfs søstre og min store niece. Vores brødre og deres små familier kunne desværre ikke komme pga. hhv. travlhed og sygdom. Det er jo hvad der kan ske! Så havde vi til gengæld god tid, til at snakke med dem der var der, og til ordentligt at se deres reaktioner. Rolfs søstre var næsten de sødeste, for de to tosser (det var det deres mor kaldte dem!) kæmpede om at være den første til at komme ind ad døren og se hende. Det var ret sødt :o)
Far vender på hovedet!
Ellers gik det meste af torsdagen med at lære at skifte og amme sådan et lille menneske. Til at starte med synes man jo, at hun er helt vildt skrøbelig, og så tør man ikke rigtig tage fat. Der kom også jævnligt jordemødre ind og tjekkede, om alt var i orden og svarede på vores spørgsmål. Jeg synes nu egentlig, at vi havde meget godt styr på det, så vi havde ikke umiddelbart brug for så meget hjælp. Men derfor var det stadig rart at mærke, at de var der, hvis vi havde brug for dem. Og de var alle sammen utroligt søde og hjælpsomme!
Mor kigger forelsket på lille dejlige Freja
I løbet af eftermiddagen og tidligt på aftenen begyndte Freja at snorke, når hun trak vejret, selvom hun var lysvågen. Det kunne vi ikke så godt lide. Vi fik at vide, at synderen var den meget tørre luft på afdelingen. Freja fik sprøjtet lidt saltvand i næsen, og det hjalp da også lidt. Men vi syntes ikke, at det var særlig rart, og vi havde nok egentlig mest lyst til at tage hjem med det samme. Vi blev der dog natten over.
Drillegenet sætter ind torsdag nat
Torsdag nat viste lille Freja, at hun i sandhed er vores datter. Min mælk løb til torsdag nat, og hun spiste pænt. Bagefter lagde vi hende til at sove i en fin natdragt, som jeg har købt til hende, men der gik ikke lang tid før hun gylpede ud over den. Så måtte jeg jo skifte natdragten, så hun ikke lå og frøs. Jeg skiftede til en anden lille natdragt med tigerdyret på, som jeg har købt. Hun brokkede sig, når jeg prøvede at lægge hende i vuggen, så jeg lagde hende ved siden af mig, så vi begge kunne sove. Troede jeg!
Kort tid efter kunne jeg pludselig mærke, at mit lagen var blevet vådt. Den lille krudtugle havde tisset og lavet en ordentlig sø på mit lagen. Men det var ikke nok med det. Hun havde nemlig også skidt igennem, så den lille tigerdragt var både våd og havde flere brune plamager rundt omkring. Den store fejl var nok, at vi ikke helt havde fået sat bleen ordentligt på. Skidt pyt. Både Rolf og jeg kunne ikke rigtig andet end at grine over, at hun sådan havde svinet det hele til. Det var altså lidt komisk! Jeg skiftede den lille dame – og gav hende denne gang hospitalstøj på – og Rolf skiftede mit våde lagen.
Jeg prøvede endnu en gang at lægge mig til at sove med Freja ved siden af mig. Men jeg var åbenbart stadig ikke helt skarp til det der med at putte ble på, for der gik ikke lang tid før mit lagen var vådt igen. Jeg måtte skifte hende endnu en gang (igen til hospitalstøj), men lagenet gad jeg ikke skifte. Jeg lagde bare et stiklagen hen over, så vi kunne sove videre.
På den måde kom Freja gennem fire sæt tøj på én nat og fik vist, at hun i sandhed er en lille drillepind. Dermed er der vist ingen tvivl om, at hun er vores datter :o)
Udskrivning og hjemkomst fredag formiddag
Fredag formiddag skulle vi hjem – og vi glædede os! Først skulle vi dog lige gennemgå nogle forskellige praktiske ting. Vi fik gennemgået fødselsforløbet af en jordemoder og en jordemoderstuderende, som fortalte, at det var ”en pærenormal fødsel”. Derfor var det nu stadig meget rart at få det (og min journal) gennemgået. Der var også en udskrivningssamtale for alle de forældre, der skulle udskrives den dag. Der var en jordemoder og en jordemoderstuderende, som gennemgik nogle forskellige emner såsom trivsel, amning, bleindhold og lignende. Det fungerede faktisk rigtig godt, at vi sad flere forældrepar sammen. For eksempel var der en af de andre nybagte mødre, der spurgte, om det var rigtigt, at man ikke måtte spise chokolade. Hun havde nemlig spist rigtig meget chokolade i slutningen af graviditeten, fordi hun regnede med at skulle holde sig fra det i lang tid efter fødslen. Heldigvis sagde jordemoderen, at man gerne må spise chokolade. Og hvis man har spist meget af det i graviditeten, så har barnet sandsynligvis også vænnet sig til det. Hurra!!! :oD
Freja sover sødt med sin lille tøjtiger
Derefter var der kun tilbage at pakke vores ting sammen, sætte Freja i autostolen og at køre hjem med hende. Endelig! Og hvor var det også bare skønt endelig at komme hjem, så vi rigtig kunne begynde at finde os selv og få hoved og hale på det der med at være forældre for vores skønne lille datter…
Her vil jeg slutte min marathon-beretning om vores skønne datters første par dage. Jeg skal nok fortælle mange flere historier om hende – det har jeg resten af livet til :o)
